søndag den 29. april 2012

lovende sæsonstart

Idag var jeg på årets første Ingerslev og hvis dagens høst er toneangivende for, hvad der venter mig i den kommende sæson, så ser det ikke skidt ud.

Jeg mødte en veninde og der gik snak i den og pludselig var tiden løbet fra mig og derfor blev det faktisk kun til een hurtig runde, så hvis jeg havde taget de sædvanlige 2-3 stykker, ville jeg nok have haft endnu mere med hjem.

Jeg fik mig et har olivengrønne Hunter gummistøvler. Ville egentlig helst have dem i marineblå, men til 150,- kan jeg nok også godt finde anvendelse for dem i den her farve.

Og den her er lige hvad jeg stod og manglede. En overgangsfrakke fra Inwear, figursyet i super snit, med lækkert foer og masser af fine detaljer
 tre styks basisbluser som man jo altid kan bruge
noget lilla strikcardigan med guldstriber
en kogebog - hvis nu en dag jeg skulle komme i gang med det der madlavning
og den lækreste idébog "Giraffer på snor"
med masser af inspiration, sjove tips og gode ideer i et farverigt, lækkert layout. Se bare her
der er lige et par steder, hvor jeg synes de har skulet liige rigeligt til Rie Elise Larsen bog Julefryd, men når man bruger nedenstående prints til inder-omslagene, kan jeg tilgive meget, he he
Det var så dagens høst. Måske alligevel ikke så meget, men i betragtning af hvor hurtigt det er handlet, er det nu meget godt gået. Og der er kun en uge til det går løs igen. Herligt!

lørdag den 28. april 2012

skal du ha' bank?

Jeg er ved Gud ikke noget konkurrencemenneske og har normalt ikke andet end hån tilovers for de fjolser, der bli'r vilde i blikket over selv den kedsommeligste dyst på et-eller-andet og giver sig selv hundrede procent og hidser sig urimeligt op over om bolden var inde eller ude og den slags ligegyldigheder. 

Men efter at jeg er begyndt at spille Wordfeud, er der dukket nye sider frem af mig selv. Sider som jeg ikke anede, at jeg havde og sider som man måske endda kunne kalde for... uklædelige.

Som når jeg for eksempel godter mig helt ustyrligt over en god score og gnækkende og fnisende gnider mig i hænderne, mens jeg med et sindssygt blik i øjnene nærmest savler af fryd og måske endda sender "jeg har lige scoret 174 points" sms'er til mennesker, der helt sikkert er skideligeglade. Det er helt, helt galt og jeg bruger virkelig alt for meget tid på det forbistrede spil og det skal også stoppe.

Men! Lige idag er situationen altså den, at jeg er dømt til at ligge på sofaen med varmepude på noget nerveværk i lænden idag og derfor har jeg ikke andet at lave og så tænkte jeg, om der skulle være nogle modige bloggere derude, der havde mod på en dyst??

Kom bare frisk og lad dig endelig ikke intimidere af, at jeg i al beskedenhed er uovertruffen. Hæ hæ.

Jeg er vimmerlam, så bare send en invitation og jeg accepterer fluks!

fredag den 27. april 2012

en blandet landhandel

# 1-2 : ligesom Puk har jeg været i gang med at lave en mini flagranke af masking tape. Egentlig havde jeg først lavet dem som firkantede, men syntes det blev for tungt, så ændrede dem til almindelige vimpler og det blev så tilgengæld for kleint. Tror jeg prøver igen og så napper Puks splitflagsmodel..

# 3: fandt mig et fint sæt nyt tøj i den (næsten) lokale genner idag. En halvlang polkaprikket flamenco-inspireret nederdel og noget fintstrikket v-hals i absolut friske forårsfarver.

# 4: findus, min ven i nøden til de børnefri weekender

# 5: med lidt held kommer jeg senere i gang med at se på, om ikke jeg kan få noget fint ud af mit fine, nyindkøbte route 66 stof og de 18 meter mini pompom bånd, jeg modtog fra Thailand tidligere i dag.

God weekend!

lørdag den 21. april 2012

et lillebitte skridt

Jeg er jo i gang med at sætte lillesøsters værelse i stand. På den langsomme et-lillebitte-skridt-ad-gangen-når-der-lige-er-en-halv-time-i- overskud måde, som jeg ellers hader. Jeg er mere til den der med at knokle igennem og få det hele overstået på een gang, så det står nyt, fint og klar til at blive taget i brug og ungen klart mærker følelsen af at have fået nyt værelse. Men det kræver jo også at man har masser af tid til at kunne gøre det og det har jeg desværre ikke, så derfor er det som det er, selvom det er helt vildt utilfredsstillende. Også fordi jeg nemt kan gå kold og miste gejsten undervejs, når det trækker i langdrag..

Men det går langsomt fremad. Jeg har fået tapetseret med det før omtalte Pip tapet og gjort den lille reol her færdig. Den var gul med noget orange/grønt retropapir på bagvæggen før, så den ser helt anderledes ud nu og både mor og datter er tilfredse. Papiret er sådan noget klæbepapir fra Tiger, der var lige til at klistre på. Supernemt.

fredag den 20. april 2012

somebody shoot me

Man ved at løbet er kørt, når man midt i en Far til Fire film tager sig selv i at sidde og tænke, at ham der Niels Olsen måske da vist egentlig på en eller anden mærkelig måde er en lille bitte smule smålækker. Christ altså.

torsdag den 19. april 2012

vægelsindets glæder

Fordelen ved at være den ubeslutsomme, vægelsindede type der slet ikke kan tage stilling til, om det skal være en lakrids- eller hindbærskumsflødebolle er, at man nu kan se frem til en aften i selskab med een af hver. Det kan kun blive godt.

lørdag den 14. april 2012

home alone

Noget af det bedste ved at være børnefri hveranden weekend er, at man kan ligge på sofaen og æde aftensmad samtidig med at man ser The Daily Show.

(og ja, det er et gammeldags ca. 1 meter dybt fjernsyn man ser på billedet. De findes endnu. Jeg hørte på et tidspunkt et indslag i radioen om, at der ikke længere var status i at have en fladskærm. Til gengæld var det lavstatus, hvis ikke man havde én. Så det..)

(og jaja, jeg skulle også lige eksperimentere lidt med det der lomo nu muligheden bød sig..)

onsdag den 11. april 2012

jeg hader vintagetapet

Lige så fedt det ser ud, lige så møg-umuligt er det sgu at arbejde med. Jeg har lige afsluttet mit værste tapetjob nogensinde og er rigtig muggen. Skulle bare have sølle to baner op i et hjørne af stuen og efter at have tapetseret en hel væg tidligere idag med kraftigt, supersamarbejdsvilligt Pip tapet, hvor jeg skulle skære af og måle op og ha' det til at passe med vindue og udenom og ind bag en radiator, tænkte jeg, at jeg da lige i en håndevending kunne knalde de der to helt regulære lige-op-og-ned-midt-på-en-væg-baner op. Ha! 

Jeg havde fuldstændig glemt, hvor umuligt sådan noget tyndt gammelt tapet tér sig, når der kommer klister på. At man ikke bare lige kan hive lidt hist og her for at rette til, for så revner det sgu. At det flosser og sejtrækker, når man forsøger at skære kanterne til med ellers ultraskarp hobbykniv. At kanterne er ekstra tørre og sidder og flapper, medmindre man har held til at stå og skubbe lidt ekstra klister ind under kanter med en lillebitte pensel. At det buler og er nærmest umuligt at glatte helt fri for luftbobler, fordi papiret er så tyndt og suger klisteren til sig. 

Specielt bane to ser ud ad helvede til. Jeg havde været så fokuseret på, at få det til at passe i mønsteret med bane eet og at få skåret udenom en stikkontakt, at jeg havde glemt midterdelen lidt og overset masser af luftbobler og da jeg forsigtigt prøvede at se, om jeg kunne skubbe dem hen mod kanten og ud, krøllede de istedet sammen og gav mig folder at slås med oveni alt det andet. Argh altså. Men har stadig et spinkelt håb om, at det måske alligevel bliver helt hæderligt, når først det tørrer.

Det er da lige før, at jeg snart begynder at længes tilbage til start 90'erne hvor savsmuldstapet og svampemaling var da shit. Dét var sgu da til at ha' med at gøre. Bare ærgerligt, det var så fandens grimt..

lørdag den 7. april 2012

god påske!

Jeg er ellers god for en del påskepynt og plejer at pynte op i vanlig overdrevet stil, men idag er alle kasserne røget retur i kælderen. Nu har de stået uåbnede hen på bordet i dagevis og jeg har endelig erkendt, at det vist efterhånden kan være det samme og at det bare ikke bliver til noget i år.. Rejsetræthed og forskellige andre ting gør, at min energi kan ligge på et meget lille sted, så vi må hutle os igennem uden andet pynt end en tete-a-tete og et par påskeliljer..

Idag er min første børnefri dag i noget der vist er ca. fem uger og jeg n-y-d-e-r roen og stilheden i fulde drag, mens jeg dasker lidt rastløst rundt uden rigtig at få lavet noget af alt det, jeg havde planer om. 

Dog er pigernes og søsters påskeæg blevet pakket ind, så dén del er på plads til Den Store Påskefrokost og æg-udveksling imorgen. Mere bliver det vist ikke til idag, andet end noget lemfældig omgang med koffein og en god portion sukker.

God påske!

torsdag den 5. april 2012

jeg har købt lidt med hjem

Fordelen ved at medbringe en gabende tom 76 cm trolleykuffert og en ligeså gabende tom rygsæk på udrejsen er, at så er der plads til at købe lidt med hjem. Så det har jeg gjort. Og ligeså opgivende og quitter-agtig jeg normalt ofte af og til er, når jeg møder den mindste form for modstand eller forhindring, ligeså indædt og vedholdende kæmper jeg til sidste blodsdråbe, når det gælder om at udnytte bagagen til bristepunktet og få plads til alle mine nyindkøb. Jeg omrokerer, fylder sprækker, presser, ruller tøj, propper, folder, presser igen og mosler til det hele til sidst endelig er der. 

Og så krydser jeg mine fingre for, at en eller anden emsig tolder ikke skal få den gode ide, at se hvad vi mon har i kufferterne. Ikke fordi jeg har noget, jeg ikke må ha', for jeg hverken ryger eller drikker eller tager stoffer eller bruger skydevåben, men fordi at hvis der først bli'r lindet på lynlåsen vil det sige SWUISCH og så har vi balladen og det vil tage timevis at pakke lortet sammen igen.

Derudover ville det være en lille smule pinligt, hvis nogen skulle se den ufattelige mængde af braller, småting, skrammel, unødvendigheder, sodavand og slik jeg kan finde på, at fragte fra den ene ende af verden til den anden.

Og alt hvad jeg har købt i Japan er faktisk småting, primært købt i deres fantastiske 3-4-5-6-7 etagers 100 yen butikker, der har alt hvad hjertet kan begære af køkkenting, hobbygrej, toiletartikler, legetøj, papir, sy-udstyr, souvenirs og alt muligt andet mellem himmel og jord. 100 yen svarer til ca 7 kroner, så man bliver heller ikke ligefrem ruineret.

Stoffer fik jeg desværre ikke shoppet så mange af som håbet. De havde ellers de skønneste mange-etagers stofbutikker og jeg kunne have brugt dagevis i hver enkelt af dem, men med to utålmodige ikke-stof-elskende tøsebørn til at rende i haserne på en og med sekunders mellemrum spørge, om ikke snart man er færdig, bli'r det altså en mere hurtig og overfladisk omgang, end hvis man i ro og mag havde kunnet fordybe sig i alle herlighederne.

Nåmmen, her er hvad det blev til:

43 ruller almindelig masking tape og 7 ruller grande blev det til..
lidt til ganen, men mest til øjnene:
lidt dukker og figurer (fandt lidt flere efter billedet var taget.. host):
noget til køkkenet og ja, det er måske nok lidt dumt at slæbe opvaskemiddel og noget der (vistnok) er 685 gr talkum, men bøtterne var altså pæne.. :
en fin lille opsats og en fin lille taske med matchende hårspænder. Jo jo...
lidt blandet papir- og hobbygrej:
lidt garn, hvis nu en dag jeg skulle få lyst til at strikke... :
de prikkede stoffer her er jeg rigtig glad for:
lidt fine småblomstrede stoffer:
og de her stoffer er jeg rimelig psyched over. Har faktisk den rød/pink i tapet og syntes det var fantastisk at finde den i stof også og så oven i købet i flere fede farvekombinationer. Det er i fast, kraftig bomuld og planen er nederdele i de to mørkere farver..
lidt babyfløjl og en mindre portion af noget fint stof fra Curly, som også har lavet det neonpink, -grønne og -orange lidt ovenfor. Rigtig lækkert.
et par vatterede fine sager til ingen penge
lidt blandede kulørte. (Jeg havde egentlig troet, at jeg skulle have en masse lækre kawaii børnestoffer med hjem, men dem fandt jeg mærkeligt nok ikke rigtig så mange af..)
blandet sygrej og knapper
13 pakker forskelligt origamipapir. Så jeg skal vist til at folde traner eller noget..
forskellige småting. Blandt andet de her fabelagtige strømper til stoleben, som jeg fortryder jeg ikke købte flere af. Lillesøsters skrivebordsstol har fået et par på i hot pink og det ser forrygende ud! Hvorfor hamstrede jeg dog ikke..
lidt blandet neon, tråd, filt og forskellige slags papir med og uden klister
et par småtasker
pom pom kugler med og uden glimmertråde. Nok til at forsyne en integreret institution de næste par år..
Nå ja og så var der 14 ikke så fotogene acrylkasser i cigarkassestørrelse, men så var det vist også omtrent det hele. Altså af mit. Så var der jo også gaverne til storesøsters fødselsdag på mandag. Altså de pænt store kasser med Sylvanian Families burgerbaren og ditto bil plus det løse SF gejl og mangafigurerne - også i kasser. 

For slet ikke at snakke om pigenes indkøb. Som indeholdt adskillige hele sæt tøj, store mængder manga figurer, flere SF familier og udstyr, badehåndklæder, legetøj, gaver til veninderne osv osv..

Hvor der er en vilje, er der en vej. Hø hø..


mandag den 2. april 2012

ude godt

 

Så er vi vel hjemme igen fra en fuldstændig forrygende, hæsblæsende og helt afsindig fed tur til Solens Rige. Japan er på alle måder en fuldstændig vild cocktail af kontraster. En syret blanding af et vesten på speed og en slowmo verden med tudsegamle traditioner, ritualer og et mystisk uskrevent regelsæt.

Et underligt Omvendtslev, hvor alt er vendt på hovedet og intet er, som man kender det. Hemmelige skrifttegn der gang på gang efterlader én med følelsen af at være et lille hjælpeløst og prisgivet kræ, der er sat ud af spil, fordi alt hvad man normalt klamrer sig til er væk... Undergrundsbaner pakket til bristepunktet med asiatiske stoneface typer i jakkesæt, unge tuttenuttede lolitatyper med miniskørter og lillepige-rottehaler, kvinder i traditionelle kimonoer og kridhvide sokletter med indbygget storetå-split, så de passer til de tunge, upraktiske træklip-klapper de futter rundt i, ældre 1,5 meter høje mænd og koner med bøllehatte og udstråling af sundt sind og sundt legeme, fordi de er fødet op på ris, grøn the, fisk og meditation.. Larm, musik, mennesker og trængsel, der både er overvældende og massiv, men samtidig behersket og kontrolleret, fordi alle bøjer af og gi'r plads, istedet for indædt at holde på deres ret..

Og så er det også landet med opvarmede toiletsæder og spul til både nummeren og uh-ah'en, alt efter om man har lavet bimmelim eller bummelum (og selvfølgelig ikke noget sjasket vandpjaskeri ala 70'ernes bideter, men en præcis målrettet stråle, der rammer lige hvor den skal og er lige så kontrolleret som alt andet i dette fantastiske land)

Og så vænner man sig forbløffende hurtigt til verdens bedste kundeservice, hvor man overalt bli'r mødt med smil, buk, øjenkontakt og en imødekommenhed, så man fandme føler sig hensat til et afsnit af Matador eller noget (af samme grund føles det som en ekstra spand kold vand i hovedet, når man desperato ringer til Visa i Danmark, fordi ens Visa kort pludselig er spærret og man er rimelig meget på røven uden en yen på lommen og iøvrigt har et hotel på nakken, der forståeligt nok gerne vil have betaling for de to nætter man har ligget og feset den af i deres luksussenge og ikke mødes med så meget som et eneste medfølende ord eller et lillebitte sorry-for-the-inconvenience, men derimod tvære enstavelsesord og en virkelig muggen det-er-ikke-vores-bord-prøv-din-bank attitude. Visa-skiderikker!)

Og de har møglækre butikker, møglækker emballage, møglækker melon- og fersken sodavand og softice, møglækker natur, vilde spillearkader, stofbutikker i 7 etager, blomstrende kirsebærtræer, varme kilder, neon, en fantastisk kø-kultur, Sylvanian Families restauranter, en forkærlighed for lyserødt og så kræser de om anretningen af mad og kager, så der ikke er et øje tørt..

Summasumarum; Japan er herrenice og jeg skal tilbage. Ikke lige om lidt, men i hvert fald inden for de næste 2-3 år. Lige nu skal jeg bare vist bare pakke ud og sunde mig og så ha' hentet påskekasserne op fra kælderen..
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...