Viser indlæg med etiketten minus til plus. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten minus til plus. Vis alle indlæg

søndag den 11. november 2012

om at træde i karakter, få hår på brystet og overvinde sig selv og hele verden. Næsten da.

Mine nakkehår var rejste, jeg rystede og sitrede i hele kroppen, var helt varm og svedig, havde en puls på cirka 300 og da jeg en halv time senere tilfældigt fik øje på mig selv i et spejl, var jeg stadig helt husmor-spættet ned ad halsen og havde et vildt udtryk i øjnene, men skidt med det, for jeg gjorde det! Jeg gjorde det fandme.

For første gang nogensinde i mit efterhånden lange liv dealede jeg forleden helt og aldeles selv med en edderkop af betragtelig størrelse og jeg er pavestolt! Jeg ringede ikke efter hverken en ven eller en eksmand eller ventede på at nogen tilfældigt skulle komme forbi og ordne paragrafferne for mig, men tog sagen i egen hånd og fik has på det lille møgdyr. 

Det krævede lige 15-20 minutters tilløb, nogle peptalks og adskillige dybe indåndinger, inden jeg, udstyret med storesøsters hårlak og min nyindkøbte og geniale edderkoppesnapper og en skovl som backup, fik mandet mig op til at gå i kødet på den og jeg havde da også håbet, at det første pift hårlak ville lamme den, så at jeg ikke risikerede at den stak af eller gik til modangreb, men den rystede sig bare lidt, for så derefter at folde sig ud i fuld størrelse. 

Så jeg måtte tættere på og med sammenpressede læber og års oparbejdet had, tømte jeg en halv flaske lak ud over den og selvom det (selvfølgelig!) stadig ikke var nok til at tage livet af den, var den  dog tilpas groggy, til at jeg hurtigt kunne hapse den med edderkoppesnapperen og få den kylet ud ad vinduet i en helvedes fart. Hvilken lykke. Selvom jeg var rystet og havde adr-fornemmelse i hele kroppen bagefter og var lidt rundt på gulvet, var jeg samtidig helt barnligt overstadig og følte mig nærmest pludselig et hoved højere og rustet til at klare hele verden.

Nå, men den der edderkoppesnapper er altså genial. Fungerer lidt som en slags gribetang, bare med et hoved af børster og plasticdimser med modhager, der filtrer sig om edderkoppens krop og ben og forhindrer den i at stikke af og så har den et skaft på 50-60 cms længde, så man kan holde nogenlunde behørig afstand. 

Jeg købte min i Fakta sat ned til en tyver og jeg sku' ha' købt den forlængst. Jeg havde een gang stået og rykket i dem, for så at stille den tilbage, fordi jeg synes den var lidt åndssvag. 

Den beslutning fortrød jeg bitterligt selvsamme aften, da jeg måtte sidde på hug og tisse i en spand ude i min gang, fordi der selvfølgelig pludselig sad en gigantisk motherf*cker lige bag toilettet på badeværelset. Jo jo. Men nu har jeg den og ballet er i den grad åbnet og det er endegyldigt slut med at være angstens slave. Tror jeg da nok..

mandag den 16. maj 2011

minus til plus

Jeg kan lige så godt sige det som det er: det er udelukkende nærighed og snusfornuft, der forhindrer mig i at fyre varmeapperaterne op på 4 lige nu! 

Hvis jeg skal komme nogenlunde helskindet gennem denne aften her, bli'r jeg vist nødt til at smide mig på sofaen iført ragsokker og vinterdyne, med skoldhed kaffe og stuetempereret chokolade indenfor rækkevidde og så ellers starte fra en ende af på den der Klovn boks..

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...