Jeg har fået en masse længe planlagte små tapetprojekter ud ad verden her i weekenden. Tapetet her ovenfor købte jeg for vistnok et par år siden af Junette på Trendsales og siden har det bare ligget og ventet på det helt rigtige projekt og det kom så nu.
Nogle gange bli'r jeg lidt blind og vænner mig til hvordan tingene er, uden rigtigt at se dem længere. Og sådan var det med skabet her; pludselig forleden kom jeg til rigtig at kigge på det for første gang i hundrede år og hvor var det bare grimt! Jeg havde beklædt det med noget PIP gavepapir for et par år siden og det så efterhånden hæsligt ud. Nu er det toptunet med det her fantastiske og funky tapet og det er som om hele opgangen bli'r lyst op. Skønt.
Jeg brugte det samme tapet her til min køkkenhylde og har fået monteret kroge istedet for små søm, så der nu er plads til at hænge krus der. Skabene bugner, så enhver ekstra opbevaringsmulighed er kærkommen.
Mit kedelige hvide el-skab har langt om længe fået en omgang loppe-tapet og det pynter også rigtig fint i gangen (selvom det er svært at tage billeder idag pga. gråvejr og manglende lys)
Sidst men ikke mindst har jeg haft fingrene i lillesøsters kommode. Igen. Den var egentlig færdig, troede jeg, da den blev beklædt med rød/hvide køkkentern i sådan noget klæbeplast fra Tiger for nogle uger siden. Men jeg har gået og skumlet og skulet til den lige siden og det så slet ikke godt ud sammen med den der lyserøde Pip tapet (som jeg i parentes bemærket er virkelig ærgerlig over, men ungen er tilfreds og det må vel være det vigtigste. Trods alt. Hæ), så nu har den fået gule blomster istedet og det ser så meget federe ud.
Og så har jeg modtaget de her lækkerier fra Bloomers kids. Uha, hvor jeg synes de er fine. Og når nu man selv er typen, der ALDRIG selv finder lækkert retrosengetøj i genbrugser og på markeder, ja så er det jo godt at der findes andre metoder. De to nederste er dynebetræk og det nederste er til sengetæppe til lillesøsters seng og det lilla skal bruges til en masonit-tavle. Lækre, lækre sager..





