Lørdag med loppemarked, hemsløjd, oprydning og kaffe
Gjorde mig et par gode køb på et af sæsonens første loppemarkeder; en skøn blomsterring og en lille festlig lampe med killer-skærm og tilsvarende hæslig fod. Skal ha' dækket det der porcelænshvide, karrygule og mosgrønne med noget turkis maling eller noget andet fikst..
Fik langt om længe endelig taget mig sammen til at få pimpet en dødssyg hvid lampeskærm, som længe har forstyrret mit øje. Brunblomstret stof og turkis zigzag bånd skulle nok kunne holde den gående et stykke tid.
Før og efter billederne af hvad vi kalder "garderoben" taler vist for sig selv. Jeg er et notorisk rodehoved og når det drejer sig om ikke-synlige steder som skuffer, skabe osv. (altså alt hvad der er gemt bag en låge, et forhæng, en dør eller lignende) går det helt galt. I en grad, så det ligner noget fra en tv-udsendelse om en psykisk syg, der ikke er i stand til at tage vare på sig selv og slet ikke burde leve alene.. Men engang imellem (når forhænget ikke længere kan trækkes for eller når jeg for 20. gang har brugt urimeligt langt tid på at lede efter noget, som jeg bare kunne have snupset, hvis jeg vel at mærke havde holdt orden og lagt tingen på sin plads) tager fanden ved mig og jeg rydder op og smider ud, som om jeg aldrig havde bestilt andet. Og hver gang lover jeg mig selv, at FRA NU AF skal det være slut; NU skal jeg holde orden og hver gang bruge de der ekstra 5 sekunder på at hænge tasken op, istedet for bare at kyle den ind i mørket og skynde mig at trække forhænget for. Og hver gang går der lige nøjagtig en dags tid, inden jeg igen begynder at lade det hele sejle til.. Oh well, sådan skal det åbenbart være..
Nu hviler jeg på laurbærrene med en kop kaffe og noget sukker. Because I'm worth it!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.