hovmod står for fald

Nåmmen, jeg fik mig jo en god stak nye Wordfeud modstandere for et stykke tid siden og det gik såmænd også rigtig, rigtig godt. I hvert fald i starten. Men så var det så, at Louise spurgte, om vi ikke skulle spille bedst ud af fem med en gave på højkant. Og ovenpå tre (godtnok knebne) sejre over hende i streg og en forfærdelig masse sejre i det hele taget (jo jo), svarede jeg kålhøgent et rungende JA i skråsikker overbevisning om, at det selvfølgelig ville være mig, der løb af med sejren.

Det skulle jeg ikke have gjort, for fra da af gik alt galt og jeg blev i dén grad løbet over ende og led det ene svidende nederlag efter det andet, altimens jeg blev mere og mere irriteret, rasende, afmægtig, skidesur og rigtig barnligt indebrændt. Jeg kan faktisk ikke huske, om jeg vandt så meget som een eneste omgang eller om det var efter 3. spil, at jeg tvært bad om Louises adresse, selvom hun generøst foreslog, at vi kunne lave det om til bedst ud af syv. Men jeg orkede ikke flere ydmygelser og kunne heller ikke holde til at gå i en tilstand af konstant ophidselse og vrede over hvor uretfærdigt det var med de elendige, ubrugelige satans til bogstaver jeg konstant fik tildelt, mens Louise høstede den ene tårnhøje TW score efter den anden på lange, lange perfekt afstemte ordkombinationer. (Altså fordi det var jo selvfølgelig mine bogstaver den var gal med. Ikke mine evner. Det siger sig selv.)

Nå, men nu er det efterhånden et stykke tid siden. Jeg har slikket mine sår, bearbejdet  chokket og ydmygelsen og har fået et mere sundt og afslappet forhold til Wordfeud. Selv om det kræver konstant opmærksomhed at styre mine dårlig taber tendenser og ikke lade følelserne løbe af med mig. Hæ. 

Og så har jeg endelig langt om længe fået sendt Louises velfortjente gave afsted ovenpå en pinligt lang ventetid. Sorry, Louise og tillykke med sejren!