smil!

Altså, hvis min datter kom hjem fra en legeaftale hos en kammerat hun aldrig tidligere havde været hjemme hos og sagde noget ala "og så kiggede vi i sådan en bog hendes mor havde, hvor der var en dame der havde et kamera helt oppe i numsen", så tror jeg måske nok, lige jeg ville stivne lidt og med tilbageholdt åndedræt, forsigtigt spørge lidt nærmere ind til, hvad det da var for en bog..

Egentlig havde jeg ikke tænkt nærmere over det, da lillesøster og hendes nye veninde (som i parentes bemærket er jehovas vidne, uden at jeg lige kan gennemskue om det har noget med noget at gøre) sad og kiggede i min Top 1000 Wulffmorgenthaler moppedreng. 

Men da veninden så lidt senere kom og spurgte mig om, hvorfor jeg havde en bog, hvor en dame havde et kamera oppe i numsen og lillesøster brægede i baggrunden "ja, jeg fatter heller ikke, hvad sjovt der er i dét. Jeg synes, det er megakedeligt" slog det mig, at det jo er sådan noget der kan komme til at lyde virkelig træls, hvis det bli'r gengivet derhjemme, uden at man som forælder kender sammenhængen.

Så da pigen blev hentet, tænkte jeg at jeg hellere måtte tage historien i opløbet og spurgte derfor moren, om hun kendte Wulffmorgenthaler. Det gjorde hun ikke. Dyb indånding og dorsk, tåget nåmmenøh-det-er-fordi-at-øhh-det-er-sådan-en-øhh-tegneserie-der-øhh-forklaring, der - helt overflødigt og virkelig unødvendigt - blev bakket op af, at pigen smed sig med på gulvet med stængerne i vejret og et "sådan her, mor. Hun lå sådan her!" Lige dét ville jeg gerne ha' været foruden. Men moren smilte og smågrinte såmænd høfligt nok, selvom hun måske var en anelse undvigende, da pigen sagde at hun ville hjem og lege med Rosa en anden gang..

p.s.: jeg er ærlig talt ikke helt sikker på, at det er numsen kameraet har fokus på, men dén detalje var der trods alt ingen grund til at gå nærmere ind i..