onsdag den 25. januar 2012

smil!

Altså, hvis min datter kom hjem fra en legeaftale hos en kammerat hun aldrig tidligere havde været hjemme hos og sagde noget ala "og så kiggede vi i sådan en bog hendes mor havde, hvor der var en dame der havde et kamera helt oppe i numsen", så tror jeg måske nok, lige jeg ville stivne lidt og med tilbageholdt åndedræt, forsigtigt spørge lidt nærmere ind til, hvad det da var for en bog..


Egentlig havde jeg ikke tænkt nærmere over det, da lillesøster og hendes nye veninde (som i parentes bemærket er jehovas vidne, uden at jeg lige kan gennemskue om det har noget med noget at gøre) sad og kiggede i min Top 1000 Wulffmorgenthaler moppedreng. 

Men da veninden så lidt senere kom og spurgte mig om, hvorfor jeg havde en bog, hvor en dame havde et kamera oppe i numsen og lillesøster brægede i baggrunden "ja, jeg fatter heller ikke, hvad sjovt der er i dét. Jeg synes, det er megakedeligt" slog det mig, at det jo er sådan noget der kan komme til at lyde virkelig træls, hvis det bli'r gengivet derhjemme, uden at man som forælder kender sammenhængen.

Så da pigen blev hentet, tænkte jeg at jeg hellere måtte tage historien i opløbet og spurgte derfor moren, om hun kendte Wulffmorgenthaler. Det gjorde hun ikke. Dyb indånding og dorsk, tåget nåmmenøh-det-er-fordi-at-øhh-det-er-sådan-en-øhh-tegneserie-der-øhh-forklaring, der - helt overflødigt og virkelig unødvendigt - blev bakket op af, at pigen smed sig med på gulvet med stængerne i vejret og et "sådan her, mor. Hun lå sådan her!" Lige dét ville jeg gerne ha' været foruden. Men moren smilte og smågrinte såmænd høfligt nok, selvom hun måske var en anelse undvigende, da pigen sagde at hun ville hjem og lege med Rosa en anden gang..

p.s.: jeg er ærlig talt ikke helt sikker på, at det er numsen kameraet har fokus på, men dén detalje var der trods alt ingen grund til at gå nærmere ind i..

18 kommentarer:

  1. Åh nej åh nej åh nej! Jeg vrider mig af flovhed!

    SvarSlet
  2. fnis... åh nej :) og så lidt mere fnis...

    SvarSlet
  3. Hahahahahaha - der skrællede du mig lige et godt humør! FEDT. Rosa er sikkert et hit at besøge fremover, når legekammeraten nu i morgen fortæller de andre børn, hvilke spændende bøger I holder jer!

    SvarSlet
  4. Your picture is worth a thousand words I could not understand anything that it translated so help ....you have my curiosity up!!

    SvarSlet
  5. det var skisme et morsomt indlæg at læse her til morgen.

    Tak for det :-)

    SvarSlet
  6. det kender jeg godt ... da min søn var 5 år og på et tidspunkt var syg fik kan børnepanodil som stik pille ... en dag jeg hentet ham i børnehave havde han fortalt at jeg puttet piller i hans numse .. suk så skulle jeg jo lige sige hvorfor ... som børn dog kan sige det :)

    SvarSlet
  7. Ha ha den var rigtig god
    Tak for et godt grin (0:

    SvarSlet
  8. Fnis...... Kan lige forestille mig forklarings problemet!!!

    SvarSlet
  9. Hahhahaa dét er sgu humor. Kan godt se pinlighederne men historien er én af dem man altid kan underholde med bagefter. Åhhh mand tak for morgengrineren ! ;-)

    SvarSlet
  10. Hahaha Åh du godeste ! :D Undskyld at jeg har det sjovt på din bekostning - men det er altså sjovt :D

    SvarSlet
  11. Hahahahahaha, det er dæleme sjovt :-) Det minder mig om, at jeg som barn var hjemme og lege med en pige, hvis mor havde et fotoalbum med billeder af pigens fødsel. Og lad mig præcisere, at det var billeder af 'selve fødselsøjeblikket', som det vist så smukt hedder. Det vakte heller ikke lutter lykke, da jeg glad kom hjem og fortalte, at vi havde set billeder af morens tissekone... ;o)

    SvarSlet
  12. Ååårghhh jeg er flad af grin. Kan lige se det for mig. Wulff Morgenthaler er da oversjove og det er dit indlæg her altså også ;D

    SvarSlet
  13. Tak for et godt grin - skøn beskrivelse af en pinagtig situation :-)

    SvarSlet
  14. Tak for jeres sjove kommentarer allesammen :o)

    Skræmmende hvor nemt noget forholdsvist uskyldigt, kan lyde helt, helt forkert, når det bli'r taget ud af sammenhængen og iøvrigt kommer ud af en barnemund.

    God weekend :o)

    SvarSlet
  15. Hahaha! Tusind tak for et godt eftermiddagsgrin på en ellers aaaalt for lang arbejdsdag! :-D

    Bliver vist nødt til at være fast læser her ;-)

    Vh Laura

    SvarSlet
  16. Hold da helt ferie... Det er det sjoveste... OG pinligste indlæg, jeg længe har læst i Blogland! ;-D
    Jeg har fået min nye hjemmeside, og dermed min nye blog op at køre. Kom ind og besøg mig på http://likebree.kaashalvorsen.dk/

    SvarSlet

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...