torsdag den 7. april 2011

pip pip

Så fik jeg endelig lidt påskestemning i huset. Står ellers i fødselsdagsforberedelser til op over begge ører på hvad der føles som 3. uge (og for fanden, hvor er jeg træt af det!! Glæder mig til søndag kl. ca. 17 når weekendens festivitas-marathon er overstået), men fik da lige afsat tid til at smække et par kyllinger op hist og pist og hældt nogle æg på glas. Har  stadig rigtig meget påskepynt i kasser og masser af sådan nogle fine, gamle træ-ophæng som jeg også rigtig gerne vil ha op på nogle grene, men det må blive på den anden side af den forbandede fødselsdag..

tirsdag den 5. april 2011

amsterdam - vi kommer!

Så gik det hele op i en højere enhed og den vægelsindede skal/skal ikke mor fik langt om længe taget beslutningen: Vi skal til Amsterdam, mig og storesøster! (forhistorie her)

Direkte nattog fra Odense, sovekupe, rumlen gennem nord-europa og så ankommer vi friske og veludhvilede i Amsterdam næste formiddag. Skønt! 

Her skal vi bo. Nothing fancy, men meget Amsterdamsk og i et cool hood og med private facilities og morgenmad - mere forlanger vi ikke.
 
Vi har lige knap 4 hele dage dernede og vi (altså som i moren) skal helt sikkert shoppe igennem i voksduge og kitchede mexicanske godbidder her
og det de ikke har dér, køber vi i her i Santa Jet
og het grote avontuur er helt sikkert også et besøg værd
og vi skal også tilbringe mindst en time eller to i de kinderfeestwinkel
 og nu vi er på de kanter kan vi jo passende lægge vejen forbi de taart van m'n
og få os sådan en omgang her
og bagefter hamstre Room Seven lignende stoffer og andre lækkerier
 til ingen penge i nogen af de utallige stofbutikker, der ligger i butikkerne bag standene på Albert Cuyp markedet
og vi skal i Hema, skal vi. Et fantastisk sted lidt ala Føtex' non-food afdeling. Masser af billige basisting som køkkengrej, tøj, festartikler, papirvarer og alt muligt andet. Men i modsætning til herhjemme, hvor det altid virker som om producenterne har den holdning, at hvis varen er billig, så skal den fandme heller ikke være for fed, så er der i Hema kræset om designet på alt lige fra hygiejnebind til kuglepenne. Nice. Og billigt!

Og så skal vi mæske os i sådan et par fedtede størrelser mindst een gang
hvorimod vi med 100% sikkerhed vælger at sige nej tak her
og mon ikke storesøster vil synes sådan en tur her er sagen
Og ellers skal vi bare daske rundt, spise lækker mad, få et skud storbystemning og hygge os! Og hvis ikke det hele kommer til at foregå i knasende sprød forårssol, bli'r jeg sgu tosset!

Glæder mig som et lille barn  og er glad for, at jeg endelig fik taget mig sammen til at tage beslutningen. Og glæder mig endnu mere til at høre hvad storesøster siger til nyheden, når hun "pakker op" på lørdag.. Yihaa!

mandag den 4. april 2011

gnæk gnæk, det her gætter du sgu ikk'


Det vælter ind ad døren i de her dage med gækkebreve fra afsendere, som jeg slet, slet, slet ikke aner hvem er. Må vist hellere selv se at få sendt nogen afsted, så jeg måske kan gøre mig forhåbninger om selv at kunne indkassere et æg eller to..

søndag den 3. april 2011

iøvrigt mener jeg..

at dansk politik trænger til en politiker, der gør det til sin mærkesag at indføre 4 dages arbejdsuge og 3 dages weekend. Vedkommende ville få en blankocheck med min stemme omgående. Det her 5:2 holder jo ingen steder..

(og nej, billedet har ikke en kæft med noget som helst at gøre. Jeg trænger bare til noget pænt at kigge på ved udsigten til allerede at skulle starte arbejde igen imorgen. Synes aldrig rigtig jeg nåede, at opdage at det var weekend..)

lørdag den 2. april 2011

the kindness of strangers



Det her bloggeri er jo intet mindre end fantastisk! Prøv at se hvad jeg modtog med posten igår! Hollandsk keramik, påskepynt, lidt guf og et rigtig sødt kort. Fra en blogger, som ikke kender mig i virkeligheden, men kun "herfra". Jeg er simpelthen så glad, rørt og overrasket over, at der findes et menneske derude, som kommer til at tænke på mig, da hun ser en skøn hollandsk keramikmølle i en lufthavn og så ovenikøbet går skridtet videre og køber den og ulejliger sig med at sende den til mig. Ovenikøbet i denne skønne indpakning:

Sådan har jeg aldrig fået den før (hø hø og gab) og min første tanke, da jeg åbnede døren for postbudet, var at han havde bagt småkager til mig.. 

Tusind, tusind tak, Benedikte! Det er vanvittigt sødt af dig og jeg er helt vildt glad for det hele. 

Til jer som ikke kender Benedikte, kan jeg kun anbefale jer at kigge forbi hendes blog Sophies (al)verden. Hun er simpelthen for sej! "Sølle" 24 år og sømand (respekt!), god humor, strikker, sysler og jeg ved snart ikke hvad.. Og så ovenikøbet med et hjerte af guld :o) Hatten af for dig!

tirsdag den 29. marts 2011

amatør!

"Det rigtige værktøj er det halve arbejde", er det ikke sådan man siger!? Der er vist noget om snakken..

Selvfølgelig tager vi da del i cupcake hypen herhjemme,  så selvfølgelig skal storesøster da have cupcake workshop til sin snarlige fødselsdag og selvfølgelig kan moren da på ingen tid lige fremtrylle en ordentlig omgang sukkerblomster til at pynte dem med. Vorherrebevares!

Ved sgu da ikke, hvad det er for en sær omgang uformelige dutter jeg er endt med. Det der skide "royal icing" ville overhovedet ikke makke ret og var vist alt, alt for tyndt. Tyllerne var nogle gamle flossede nogen i plastic og sprøjtepose havde jeg heller ikke, så jeg måtte bruge fryseposer, hvor jeg lige klippede en snip af hjørnet og så kilede tyllen ind. Og hver gang gik der ca. 30 sekunder, inden det sagde puf og posen sprang, så jeg måtte skrabe skidtet over i en ny pose og starte forfra. Igen og igen. Den slags gør intet godt for mit blodtryk, sku' jeg hilse at sige..
Jeg bli'r vist nødt til at investere i nogle ordentlige tyller +  en ordentlig sprøjtepose + nærlæse den der opskrift, inden jeg  skal gøre mig forhåbninger om at havne her


lørdag den 26. marts 2011

shopping by colours





Det var altså virkelig ikke bevidst, men da jeg kom hjem og tømte poserne efter en indkøbstur med min søster, kunne jeg se at der tegnede sig ikke en rød, men snarere orange/lyserød/grøn tråd..

fredag den 25. marts 2011

et godt fredagsgrin



Den her video er sindssygt morsom og selvom jeg har set den en del gange igennem  de sidste 2-3 år, bli'r jeg ved med at skrige af grin! Jeg er ikke fan af hverken sangen eller Devandra Banhart, men ham den der ualmindeligt selvhøjtidelige og stærkt irriterende hippiedude, der valser rundt i champagnefarvede boxershorts, ankel sokker og pæne sko er virkelig, virkelig underholdende! 

Han har de sygeste benspjæt, en højkomisk form for moonwalk og de mest grinagtige bevægelser, man nogensinde har set. Sammen med hans koncentrede og selvtilfredse ansigtsudtryk er det altså herre-grineren! 

Så er weekenden skudt i gang..

torsdag den 24. marts 2011

en god dag i genneren


Gjorde nogle rigtig gode køb i den lokale genbrugsbiks idag:

en græsgrøn molekylestage stadig med mærke på til den prægtige pris á kr. 15,- (he he) Jeg har den i forvejen i limegrøn, men skal helt sikkert nok finde anvendelse for en græsgrøn også..

et superlækkert sæt sengetøj i chokoladebrunt med fint print i hvidt og sart lyserød (det ser falmet og trist ud på billedet, men i virkeligheden er det rigtig flot). Min første tanke var at sy en nederdel af det, men måske ender jeg bare med at bruge det til dét det er, nemlig sengetøj..

den skønneste strikkede "vest-ting" i en helt fantastisk dueblå/grå nuance. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal med den, eftersom den er størrelse ca. XS og jeg selv er en XL, så oddsene for at jeg nogensinde kommer i den er lig nul, men fed det er den altså..

Jeg kunne sikkert have fundet meget mere, hvis ikke det var fordi de stod og skulle lukke og jeg venligt, men yderst bestemt blev bedt om at komme igen en anden dag..

Og så faldt jeg over sådan en fin lille fætter her i Rema 1000:

Det er en gigantisk pink pilleæske til den seriøse pille-spiser. Jeg ved ikke helt endnu, hvad jeg skal bruge den til, men den rummer masser af gode muligheder. Måske noget med at skære lågene af, tage dags-rækkerne op og sætte dem på et eller andet og bruge dem til alle mine øreringe vedhæng. Eller noget helt andet.

tirsdag den 22. marts 2011

den kulørte ende (massiv billedspam)




 






Ja, jeg blev lidt grebet og kunne ikke stoppe igen.. Jeg har ryddet op og gjort rent idag og tænkte at, så var det med at tage billeder, inden det hele sejler til igen. 

Det her er den ene ende af vores stue. Den kulørte. Det er her jeg tilbringer ufattelige mængder tid dagligt. Ikke med at nørkle og sysle og være kreativ, næh.. jeg sidder såmænd fastnaglet på min lille pind foran computeren: Læser blogs & nyheder, debatterer (lyder flot og voksent), opbygger kunstige behov på diverse shopping sites, savler over lækre billeder, får gode ideer & inspiration (og deraf følgende lejlighedsvise nedture over hvor u- kreativ/dygtig/sjov/spændende/klog og alt muligt andet U- jeg er sammenlignet med alle mulige andre). Lige det sidste er jo nederen, men bortset fra det er internettet jo  fandme fantastisk og en okay værdig tidsrøver.

Den anden ende af vores meget aflange stue er den nydelige. Billeder følger på et andet tidspunkt. Den er et skilsmisse-make-over-projekt og er endnu ikke færdig.. (De fleste nyskilte kvinder jeg kender bli'r rock-chicks med sort hår, sort tøj, sorte pandaøjne og masser af store sølvsmykker. Og jeg sætter så stuen i stand. For crying out loud altså!)

søndag den 20. marts 2011

søndagens soundtrack & sørgeligt single-snask



Pigerne har været afsted til fødselsdag idag med farmand, så jeg har været home alone og har slået mig løs med høj musik og virkelig ulækker teenage-aftensmad. Der var øjeblikke, hvor jeg faktisk næsten følte mig som en på 22...

lørdag den 19. marts 2011

kawaii tape



Har lige fået det fineste og mest nuttede kawaii tape ind ad døren. Købt hos verdens sødeste sælger happycuteykawaii på ebay til ingen penge. Hvornår har man sidst handlet med een der skriver og spørger om man er happy med en porto på 1.00 GBP, inden hun sender fakturaen..?! My kind of girl, det er da fantastisk!

Og når der så ovenikøbet uden på pakken sidder den fineste lille bitte kawaii origami kanin og griner, ja så er jeg sgu mere end happy!

(Nu er spørgsmålet så bare, hvad det lige er at et fuldvoksent kvindemenneske skal bruge al den mega-nuttede tape til...)

tirsdag den 15. marts 2011

den der taler grimt om andre..


fortæller i virkeligheden mest om sig selv...

Pigerne og jeg var ude at spise forleden aften og et par borde væk sad en mand og bestilte ikke andet end at sidde og forpeste luften og stemningen ved konstant at bagtale, hvad der vistnok var hans kolleger. 

"Hun er bare totalt pæreformet og så render hun altid rundt i den der bluse der bare gør det endnu værre.. altså hun er da sød nok, det' slet ikke det, men jeg ved da ikke hvad hun ligner.. Jørgen han kan slet ikke holde tempoet.. han kan jo dårligt nok holde sin løn hjemme..jeg forstår slet ikke at de beholder ham.." og bla bla bla!

Han talte sindssygt højt på den selvsmagende måde og var bare på alle måder den der gennemskuelige type med lavt selvværd forsøgt camoufleret under en storskrydende smart-ass attitude og store armbevægelser..  Jävla!

Sladder er altid ucharmerende, men en mandlig sladderkælling!? Fy fan, det er usexet..

søndag den 13. marts 2011

la vida es una fiesta (eller noget)


Jeg kunne leve af mexicansk mad morgen, middag og aften resten af mit liv uden at blive træt af det...

omslag til notesbog


Jeg har været forbi symaskinen idag! Det er efterhånden sjældent det sker, men nu fik jeg syet et omslag til den nye opskriftsbog jeg skal i gang med. Sådan et kan man jo ikke leve uden. Desuden er det et projekt lige efter mit hoved; nemt, hurtig og uden de store krav til ens sy-færdigheder. 3 stykker stof - that's it! Jeg har så "foret" den med tyndt skumgummi, for at gi' den lidt ekstra pondus, men det er jo en smagssag.

Jeg elsker køkkentern! Specielt den rød/hvide. Jeg kunne leve af den og kan aldrig få nok, uanset om det er til tøj, bolig, tasker eller omslag til notesbøger! Mmm, køkkentern..

Ideen med at sy blomsten på på den måde har jeg fra Karen Marie Dehn's bog "Genbrug på den fede måde". En helt vildt fed og inspirerende bog, som jeg har lånt for gud-ved-hvilken gang på biblo (udsolgt fra forlaget) og aldrig bliver træt af at kigge i. Den er læks!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...