scary shit

Jeg har prøvet at sy tøj til mig selv før. Men det har altid været simple lige-op-og-ned ting, uden nogen former for dikkedarer og detaljer. Aldrig med knaphuller eller lommer og den slags. Et par gange med lynlås, der så har været placeret et ikke synligt sted, fordi den er syet på, så det ligner noget der er løgn. 

Og altid efter et interimistisk klamphugger mønster eller på slump og øjemål, hvor jeg bare har syet/prøvet/syet/prøvet, indtil det passede nogenlunde. Og resultatet har altid været det samme: elendig pasform, påfaldende hjemmesyet og kun sjældent i brug.

Men nu har jeg fandme købt færdige mønstre, har jeg. Der skal syes som aldrig før. Åh, man skal da ha' både folklore bluse og tunika og etagenederdel og tungen lige i munden og sved på panden og jeg ved ikke hvad.. 

Der er bare det ved det, at jeg næsten ikke tør gå i gang. For sæt nu, det alligevel ikke vil makke ret. Sæt nu, det sidder ad helvede til. Sæt nu, det ikke passer og stadig bare ser  hjemmesyet ud på den kiksede måde. Så ku' jeg nemlig godt gå hen og småtude lidt. Eller måske endda gå amok i blindt raseri og klippe alle de fine, dyre stoffer i småstykker. 

Så jeg trækker den lidt, tror jeg. Så kan jeg da bevare illusionen om, at jeg er sådan en, der ligeså casually syr alt mit lækre tøj selv, lidt endnu..