Det lader til, at jeg endelig er kommet et skridt videre med projekt lillesøsters værelse. Sidste år da farmand flyttede og der alligevel var opbrud og omforandringer i luften, lovede jeg hende at hendes værelse skulle have en make-over.
Det startede også fint. Jeg fik solgt det store klædeskab, der fyldte hele værelset, skruet nogle af tingene ned fra væggene, spartlet lidt huller og så tja, så gik gassen af mig og jeg nåede aldrig videre. Så nu har hendes værelse set rodet og ufærdigt ud det meste af et års tid og NU skal det være.
Kravene er, at det skal være "mindre patte-agtigt" (dvs. mindre barnligt) og så skal farverne holdes i blå, røde og pink nuancer. Primært. Bortset fra det, er hun ikke vanskelig og hun er ikke selv den, der går op i detaljerne. I modsætning til moren. (For slet ikke at sige storesøsteren)
Så jeg har rimelig frie hænder og kom lige idag i tanke om, at de skal på vinterferie med farmand i uge 7 og så kunne det jo være fedt, hvis jeg kunne få lavet det som en surprice make-over, mens de er væk, så værelset står funklende klart, når hun kommer hjem.
Har vævet frem og tilbage, om der skulle tapet op derinde igen eller om det lillablomstrede, der er på den ene væg, bare skulle males/tapetseres over. Men tror nu nok, at jeg idag er endt på, at vi napper kirsebærblomsterne med den lyserøde baggrund fra Pip. Kan egentlig bedre lide den blå og er bange for, at der skal gå prinsesse i den med det lyserøde, men det gi'r altså lidt mere varme til værelset og så opvejes det forhåbentlig af det blålige rundt omkring.
Nu glæder jeg mig bare til at komme i gang! Og jeg føler mig endda så kæk og frisk, at jeg satser på at give storesøsters en omgang bagefter! Wuhuu..
P.S.: til eventuelle andre der skulle have fået gode ideer om at fange vilde mus levende og holde dem fanget i et bur ud fra en slags misforstået blødsødenhed og mangel på forståelse for naturens orden: Glem det! Det lune savsmuld og den lettilgængelige mad er ikke nok til at kompensere for den manglende frihed og staklerne kreperer alligevel indenfor 24 timer af stress og angst over at være indespærret. Så er det vel alligevel mere humant at få knækket nakken på et splitsekund. Eller noget..
P.P.S.: mit kamera er i stykker og jeg er overladt til min mobiltelefons 2 mp skodkamera. Derfor.