et år på bagen

Her er lidt stille på bloggen. Kombinationen af travlhed ude i den virkelige verden, rejsefeber, et defekt kamera og et lidt for spændende nyt bekendtskab ved navn Wordfeud efterlader ikke megen tid eller lyst til bloggeri. 

Men lige idag har bloggen et års fødselsdag og det skal da ikke forbigåes helt i tavshed. Hvis ellers jeg var den tjekkede type, havde jeg sikkert forberedt noget give away eller noget for at markere dagen, men sådan spiller klaveret så ikke.. Istedet kan jeg flashe et halvgammelt billede af noget eftermiddagshygge med varm kakao med skumfiduser og kanelmadder, taget inden mit kamera døde. Jo jo..

Men lad mig da lige benytte lejligheden til at blive en anelse højtidelig og rørstrømsk og sige, at jeg er superglad og taknemmelig for, at I både gider læse med og ikke mindst kommenterer, så det er en lyst. Tusind tak, det sætter jeg virkelig pris på.

Og nu må jeg hellere skynde mig i seng, inden følelserne løber helt af med mig. Hæ.

 

åh heaven

Igår skulle jeg et smut omkring Flügger for at bestilte den føromtalte Pip tapet. Men ohh, det viste sig, at der er kommet nye tapeter og ny tapetbog og man skulle da være et fantasiløst skarn, for så at vælge en af de gamle travere med alle disse nye skønheder indenfor rækkevidde. Jeg har lånt tapetbogen med hjem og sidder savlende og svælger i alle lækkerierne. Her lidt af de røde (den nederste er i fed, fed velour!):

og de blå. Er vild med den mørkeblå farve og specielt det småblomstrede cherry blossom print (til højre nedenfor) er virkelig flot

og de mintgrønne (lidt blege på billedet, men fine irl):

 og de grimme karrygule. Det var det samme i den gamle serie. Så lav dem dog i en lækker, klar, varm gul istedet! Ville være så meget federe

og de altid lækre, indbydende collager med læssevis af små, fine detaljer overalt:

efter nøje overvejelse er vi endt her med lillesøsters nye tapet: 

meget lig den gamle, men med en anelse mørkere bundfarve (som jeg åbenbart ikke kan fange med kameraet, for her ser det jo direkte fesent ud), de store rødpinke blomster, der også tilføjer noget ekstra varme og så gudskelov uden strejfene af karrygule detaljer, som der var på den gamle. Det er virkelig fint og jeg glæder mig til at få det op. Hurra for sløv- og vægelsind, der gør, at vi nu trods alt ender med noget, som er finere, end hvis jeg havde været hurtigere til at tage mig sammen.

de små glæder i livet

Når det hele nu er lidt gråt og trist  i øjeblikket, kan servietter i mit yndlings Liberty print forhåbentlig bidrage med lidt hverdagsluksus. Jeg glæder mig i hvertfald til at tørre fingre i de her skønheder. 

Rema 1000. Ti kroner. Me like.

projekt lillesøsters værelse

Det lader til, at jeg endelig er kommet et skridt videre med projekt lillesøsters værelse. Sidste år da farmand flyttede og der alligevel var opbrud og omforandringer i luften, lovede jeg hende at hendes værelse skulle have en make-over. 

Det startede også fint. Jeg fik solgt det store klædeskab, der fyldte hele værelset, skruet nogle af tingene ned fra væggene, spartlet lidt huller og så tja, så gik gassen af mig og jeg nåede aldrig videre. Så nu har hendes værelse set rodet og ufærdigt ud det meste af et års tid og NU skal det være. 

Kravene er, at det skal være "mindre patte-agtigt" (dvs. mindre barnligt) og så skal farverne holdes i blå, røde og pink nuancer. Primært. Bortset fra det, er hun ikke vanskelig og hun er ikke selv den, der går op i detaljerne. I modsætning til moren. (For slet ikke at sige storesøsteren)

Så jeg har rimelig frie hænder og kom lige idag i tanke om, at de skal på vinterferie med farmand i uge 7 og så kunne det jo være fedt, hvis jeg kunne få lavet det som en surprice make-over, mens de er væk, så værelset står funklende klart, når hun kommer hjem.

Har vævet frem og tilbage, om der skulle tapet op derinde igen eller om det lillablomstrede, der er på den ene væg, bare skulle males/tapetseres over. Men tror nu nok, at jeg idag er endt på, at vi napper kirsebærblomsterne med den lyserøde baggrund fra Pip. Kan egentlig bedre lide den blå og er bange for, at der skal gå prinsesse i den med det lyserøde, men det gi'r altså lidt mere varme til værelset og så opvejes det forhåbentlig af det blålige rundt omkring.

Nu glæder jeg mig bare til at komme i gang! Og jeg føler mig endda så kæk og frisk, at jeg satser på at give storesøsters en omgang bagefter! Wuhuu..

P.S.: til eventuelle andre der skulle have fået gode ideer om at fange vilde mus levende og holde dem fanget i et bur ud fra en slags misforstået blødsødenhed og mangel på forståelse for naturens orden: Glem det! Det lune savsmuld og den lettilgængelige mad er ikke nok til at kompensere for den manglende frihed og staklerne kreperer alligevel indenfor 24 timer af stress og angst over at være indespærret. Så er det vel alligevel mere humant at få knækket nakken på et splitsekund. Eller noget..

P.P.S.: mit kamera er i stykker og jeg er overladt til min mobiltelefons 2 mp skodkamera. Derfor.

bingo!

Den der ler sidst, ler bedst. Jeg fik dig, Brownie! Og prøv at se, hvor fint den passer ind i buret og hvor fint buret ser ud med liv i. Jamen altså. Dog synes jeg der er nogle af tremmerne, hvor den kan få hovedet liiige lovlig langt ud til, at jeg er helt tryg ved buret..

Pludselig her i formiddags sad kræet inde i den tomme fælde. Fatter ingenting, men nu slipper jeg da for at tage forbi Stark. Åh, livet er da herligt! 

(Eneste lille indvending er, at jeg synes den ser meget mindre ud, end jeg husker den fra kælderen. Så enten er det min hukommelse, der svigter eller også er den en af flere.. )

så er det af med fløjlshandskerne

Hvis nogen skulle sidde i åndeløs spænding og spekulere på, hvordan det mon går med den der fine, fine flottenheimerfælde, kommer her en status på The Brownie Situation:

Igår morges: ingen mus i fælden og masser af mad. Syntes måske nok, at det så ud som om, der var taget af maden, men slog det hen, fordi det jo umuligt kunne være tilfældet, for i så fald ville fælden jo være smækket. Tænkte, at det nok betød at Brownie havde forladt kælderen eller var faldet ned i et eller andet, den ikke kunne komme op fra og var begyndt at indstille mig på, at vi nok snart skulle trækkes med lugten af død gnaver i et stykke tid.

Her til morgen: al maden væk og fælden stadig gabende tom og usmækket. Altså kan Brownie valse frit ind og ud som det passer den, uden at det forbandede, dyrtkøbte skrammel leverer varen og gør det den skal, nemlig at fange mus. Der er åbenbart grænser for, hvad man kan forlange for hundrede kroner.

Der kommer til at rulle hoveder i Stark idag, det kan jeg garantere. Hæ..

den har bare at virke..

Lige så glad og fro jeg gerne betaler formuer, for ting der er lækre eller pæne, lige så gammelmandsnærig kan jeg være, når det kommer til dødssyge, fornuftige ting, der ikke tjener noget som helst andet formål end det praktiske.

Så da jeg kom til kassen i Stark med med denne her klamphugger-musefælde, som består af fire lillebitte stykker rå spånplade, der er ubehjælpsomt flikket sammen med lidt trådnet (sikkert af en tvær 16 årig på en produktionsskole et eller andet sted) og ekspedienten i Stark mente, at den skulle koste 100,- kroner, blev jeg en anelse stram i betrækket, mens jeg lynhurtigt overvejede to muligheder: A) at komme med en svada om at så kunne de sandelig få lov at beholde den og derpå marchere ud derfra. B) at nappe pakken med de to smækfælder til kr. 14,50 og lade mus være mus. 

Jeg endte med den tredje mulighed, nemlig at hoste op og betale. Ikke med et smil, men med et harmdirrende "hundrede kroner???", der fik lov at hænge ubesvaret i luften, indtil jeg med et fnys gik derfra. 

Skulle jo bruge den skide fælde og når nu det er verdens sødeste, sortøjede, næsten tamme og helt sikkert meganuttede kælder-mus, der allerede har fået navnet Brownie, der skal fanges, dur det jo for fanden ikke med en smækfælde. 

Vi satser nemlig kraftigt på, at vi skal have Brownie indlogeret i det gamle hamsterbur for en stund. Ikke for good, men bare indtil sneen og frosten er væk og til at den (lettere) kan klare sig selv udenfor, så den ikke får gode ideer om at komme igen. For lige så kær, nuttet og cute den er, lige så lidt gider jeg have den til at rende og gnaske og skide i mine ting nede i kælderen. 

Så hvis ikke der er gået en rotte mus i fælden i morgen tidlig, kunne jeg godt gå hen og blive en anelse muggen..

(Helt ærligt; hundrede kroner?!?!? Har I set den?!? Der sidder altså nogen og griner et eller andet sted. Fnys!)

honeycomb balls - hvor?

Nogen der ved hvor/om man kan købe de her pragtfulde honeycomb balls herhjemme nogen steder? Det er lige pludselig meget afgørende for min livskvalitet at eje nogen og jeg ved lige, hvad jeg skal bruge dem til og det kan ikke gå hurtigt nok.. 

Har fundet dem til latterligt billige penge på en amerikansk hjemmeside, men med fragtprisen og risikoen for at blive taget i tolden løber det alligevel op, så ethvert tip på et alternativ modtages med kyshånd!

(Møglækkert billede lånt her)

loppesager

Jeg har fundet mig det fineste sengetæppe. 100% syntetisk og med yyyndig flæsekant på to af siderne. Mine forældre havde et, der mindede om det engang og jeg kan huske, at jeg som barn syntes, at det var så fint. Som i elegant, eksklusivt og tres tres chic agtigt, hvis altså jeg havde kendt den slags ord dengang.. Nu er jeg voksen og synes sgu stadig det er lidt fint, omend det nok mere er på den tacky end eksklusive måde.. Men eftersom jeg ikke ejer en rigtig seng, men er forvist til en hems under loftet, må flæsekanten nok desværre lade livet, for at det kan komme til at passe..

Desuden fandt jeg to gamle pudevår og de her helt fantastiske påskeæg i de skønneste pastelfarver. De kan skilles ad på midten og jeg er fuldstændig forliebt i farverne.

smil!

Altså, hvis min datter kom hjem fra en legeaftale hos en kammerat hun aldrig tidligere havde været hjemme hos og sagde noget ala "og så kiggede vi i sådan en bog hendes mor havde, hvor der var en dame der havde et kamera helt oppe i numsen", så tror jeg måske nok, lige jeg ville stivne lidt og med tilbageholdt åndedræt, forsigtigt spørge lidt nærmere ind til, hvad det da var for en bog..

Egentlig havde jeg ikke tænkt nærmere over det, da lillesøster og hendes nye veninde (som i parentes bemærket er jehovas vidne, uden at jeg lige kan gennemskue om det har noget med noget at gøre) sad og kiggede i min Top 1000 Wulffmorgenthaler moppedreng. 

Men da veninden så lidt senere kom og spurgte mig om, hvorfor jeg havde en bog, hvor en dame havde et kamera oppe i numsen og lillesøster brægede i baggrunden "ja, jeg fatter heller ikke, hvad sjovt der er i dét. Jeg synes, det er megakedeligt" slog det mig, at det jo er sådan noget der kan komme til at lyde virkelig træls, hvis det bli'r gengivet derhjemme, uden at man som forælder kender sammenhængen.

Så da pigen blev hentet, tænkte jeg at jeg hellere måtte tage historien i opløbet og spurgte derfor moren, om hun kendte Wulffmorgenthaler. Det gjorde hun ikke. Dyb indånding og dorsk, tåget nåmmenøh-det-er-fordi-at-øhh-det-er-sådan-en-øhh-tegneserie-der-øhh-forklaring, der - helt overflødigt og virkelig unødvendigt - blev bakket op af, at pigen smed sig med på gulvet med stængerne i vejret og et "sådan her, mor. Hun lå sådan her!" Lige dét ville jeg gerne ha' været foruden. Men moren smilte og smågrinte såmænd høfligt nok, selvom hun måske var en anelse undvigende, da pigen sagde at hun ville hjem og lege med Rosa en anden gang..

p.s.: jeg er ærlig talt ikke helt sikker på, at det er numsen kameraet har fokus på, men dén detalje var der trods alt ingen grund til at gå nærmere ind i..

køkkenternet glæde

Sidste år havde lillesøster den skønneste top fra  H&M i lækker æblegrøn køkkentern og jeg var (æble-) grøn af misundelse og lettere bitter over hvorfor de ikke havde lavet et-eller-andet i dét stof til voksne. Hvadsomhelst! 

Siden glemte jeg det lidt igen, men da jeg så fandt et par andre skjortebluser i grøn køkkentern på pinterest, blev der rippet op i den der gamle, forsmåede bitterhed. 

Lige indtil igår. Hvor jeg i H&M spottede dem her bagerst i butikken og tromlede igennem alt og alle, alt hvad remmer og tøj kunne holde for at komme hen og se om det virkelig var, hvad jeg håbede på. Og det var det. Lækre, figursyede skjortebluser i tynd, blød sommerbomuld med mælkedrengestribet kontrastfoer, i farverne  knasende æblegrøn og sprød hot pink. Ovenikøbet i størrelse voksen. Mor er glad, er hun..

vi krymper

Pigerne har været i gang med krympeplast og som så mange andre, kan vi konstatere at det er et fantastisk materiale med ufattelige muligheder. Dog fandt vi ud af at ALT træder tydeligt frem, når først det er krympet. Også de der små gnidrede, udviskede aftryk af fedtfingre, som vi ellers troede var vasket af..

Lillesøster har lavet panda vedhæng til halskæder og runde brocher. Storesøster har lavet kanin- og spøgelsesvedhæng til øreringe og halskæder og nogle tags til skoletasken. 

Jeg havde nok at gøre med at klippe og få ind og ud af ovn, lægge i pres osv. så jeg har endnu ikke selv lavet noget endnu, men glæder mig til at prøve det..

fra køkkengardin til nederdel til pude

Jeg har længe (som i et par år) haft det lille, fine boy meets bear stykke stof liggende, men nu er det endelig kommet i brug i puden her. I selskab med det skønneste lilla køkkentern, der nu lever sit tredje liv. 

Jeg købte køkkenternen i sin tid i en genbrugsbutik og at dømme ud fra syningerne, havde det vist fungeret som køkkengardin. Det blev sprættet op og syet om til en fin nederdel til lillesøster, da hun var ca. 3-4 år og da hun så senere voksede ud af den, røg den i stakken med stoffer, som der stadig var muligheder i. Og nu er det så endt som pudebetræk og det bliver vist endestationen, da det er ved at være temmelig tyndt og mørnet nogle steder. Men med måske 30-35 år på bagen, har det bestemt også gjort det godt..

at the end of the tunnel there's always light

- it just might be a train. Tak til Mike Skinner for dette skønne, genkendelige guldkorn. I hear you.

Nåmennøh, her lader det dog alligevel til, at vi er ved at være nået ud på den anden side. Efter en crappy periode med bange anelser, tankerne på overarbejde, ondt i maven, skrækscenarier på nethinden og malen fanden på væggen, er alarmen ved at være afblæst og vi endte på noget, der  vist alligevel ikke var andet end nogle hak i tuden og trods alt ikke varige mén eller ar på sjælen. Så lige pludselig er det hele egentlig pænt okay og jeg kan mærke, at jeg begynder at trække vejret igen. Nogle gange endda helt ned i maven. Jo jo, det lysner.

Og det endda helt bogstaveligt. Der er jo for fan' næsten forår i luften! Vidste I for eksempel, at der nu er lyst til noget henad kl. 16.25. Den er god nok, det passer. Det går helt sikkert den rigtige vej..

Måske jeg endda får overskud til at blogge lidt i ny og næ og kigge mig omkring hos jer andre. I det omfang mit skær-massivt-ned-på-computerforbruget-nytårsfortsæt tillader det, selvfølgelig. Hæ! 

okay, godt nytår så

Vi skraber bunden her i øjeblikket og der er ikke overskud til ret meget andet end bare at holde den gående.

Men, hallelujah, lad os da for fanden bare alligevel endelig lade champagnepropperne springe og tage hul på et nyt, friskt år. Jeg glæder mig. Og satser kraftigt på, at 2012 har lidt mere og lidt bedre at byde på end sin forgænger, for sidste år var på alle måder en mager og undseelig omgang sjask. 

Jeg har givet mig selv et slattent håndslag på at 2012 bli'r året, hvor jeg kommer videre arbejdsmæssigt og på mystisk vis finder en alternativ måde at greje det hele på. Altså Den Gyldne Løsning hvor arbejde, fritid og familieliv går op i en højere ha-ha-ha-hvor-er-det-hele-bare-herligt enhed, så det er slut med at føle sig som et jaget dyr i en trædemølle, der kører på højeste hastighed. 

Ind med ro, nærvær, lyst og t-i-d i rå og rigelige mængder og ud med stress, jag, ud-/indebrændthed og en evig, utilfredsstillende følelse af at være bagud, selvom jeg konstant er i løb.

Skål!

(billede lånt her)