Det har skortet lidt på netforbindelse her i Japan, så har ikke fået pippet før, men her kommer en voldsom omgang ubehandlet billedspam fra dagens tur til området Arashiyama lidt udenfor Kyoto. Med bambusskov, templer, landsbyliv, bjerge, aber og silende, vedvarende heldagsregn. Det hele skyllet ned med verdens pæneste sodapop.
Japan er fantastisk og vi har en fed tur, selvom vi er ved at være godt brugte og lidt trætte af at flyve, fare og opleve hele tiden. Det er fandme ingen picnic det her; fødderne er ømme af at trave, benene tunge som bly af at bestige bjerge, hele kroppen værker af at sove på tynde tatami måtter på gulvet og hovedet er ved at være pænt fyldt op. På mandag skal vi heldigvis på et to-dages rekreationsophold ude midt i en nationalpark og ikke lave andet end at slappe af, bade i varme kilder, trække vejret dybt og fordøje de seneste ugers oplevelser.
Desværre lader det til, at vi ikke når at få kirsebærtræernes blomstring med i denne omgang. Vi har stadig en uge at løbe på, men foråret er lidt forsinket i år, så det ser ikke for lovende ud, men så er der jo endnu en god grund til at komme tilbage en anden gang.
God weekend til alle!