Viser opslag med etiketten ta-da. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ta-da. Vis alle opslag

søndag den 6. november 2011

bedre sent end aldrig

Så lykkedes det. Der var noget med et hængeparti fra en efterhånden halvgammel to-do/ta-da og de her cirkler har ligget og skulet til mig den sidste måneds tid, men nu fik jeg endelig taget mig sammen til at få syet dem sammen og jeg synes, de er blevet meget søde. Havde egentlig tænkt at de skulle laves til een lang og så hænge delvist vandret i vindueskarmen, men der skal jo julepyntes lige om lidt, så nu hænger de istedet her, som en slags blafrende uro eller (lydløst) vindspil.

Og så noget brok: det er jo for fanden skrupumuligt at tage bare nogenlunde hæderlige billeder her i vinterperioden! Grumsede, dystre, dunkle, triste og underbelyste hvert og et. Har faktisk et ordentligt og rimeligt avanceret kamera liggende i gemmerne et sted, hvor der ville være mulighed for selv at regulere på lukketid osv. Men jeg er ude af træning og nu har jeg jo vænnet mig til sådan et lille handy, stort set fuldautomatisk snapshot kamera.. Øv da. Der er altså ret lang tid til foråret..

fredag den 7. oktober 2011

3/4 ta-da

Trods to sølle projekter denne uge er jeg ikke kommet i mål. Vedhængene til øreringe har jeg fået lavet. Uden at være supertilfreds, synes de er blevet lige rigeligt blanke, så må ha' fat i en anden lak og prøve igen en anden gang. 

Det står straks lidt sløjere til med min snor med papircirkler. Jeg har skam klippet cirklerne, men de ligger bare og griner til mig og jeg har på fornemmelsen, at det ikke er lige om hjørnet, at de bliver fulgt til dørs.. 

Jeg har ikke meldt mig til Mettes to-do den kommende uge. Lillesøster har nu været syg i halvanden uge og er ikke umiddelbart i bedring, storesøster kræver lidt ekstra med sin gipsarm og så er der noget med en fødselsdag i næste uge, der kræver lidt forberedelse, så jeg orker vist ikke andet end lige the bare essentials i denne omgang.

fredag den 30. september 2011

fesen ta-da!

Jeg klarede mig igennem min fem punkts to-do liste med bravour og oven i købet et par dage før tid. Men nu var det jo primært røvsyge praktiske gøremål, der var på min liste og ikke lækre, foto-egnede kreative projekter, så jeg har ikke så meget billeddokumentation. 
Men jeg kan da vise et billede af hvordan min tilstoppede kældergang, så ud inden den blev ryddet og så fortælle, at den nu er helt clean, farbar og tilgængelig. Planen var at tage et før og efter billede, men det har tiden ikke været til, så I må bare tage mit ord for gode varer, hæ hæ..

Jeg vil meget gerne være med på en runde mere, denne gang forhåbentlig med nogle mere hyggelige og lyst-baserede projekter, så der kommer en to-do liste senere på dagen..
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...