tirsdag den 30. april 2013

forandring fryder stadig

Jeg fik mit store skrummel af en lilla sofa for 2,5 år siden og lige siden har den stået præcis samme sted. Lige indtil forleden hvor jeg virkelig trængte til, at der skulle ske noget nyt og helt spontant begyndte at mosle rundt med skidtet og fik den skubbet ned i et andet hjørne af (den ikke særlig store) stue. Og mand, hvor er jeg tilfreds!

Stuen ser helt anderledes ud. Hvor møblerne før stod nærmest skulder ved skulder hele vejen rundt langs væggene med et langt åbent rum i midten, bliver det nu brudt af at chaiselongdelen på sofaen stikker ud i rummet og deler stuen i to afdelinger: en sofa/hygge del i den ene ende og en arbejdsdel i den anden. 

Det eneste der er sket, er at møblerne er blevet rykket rundt og så har jeg fjernet det store lyse langhårede tæppe under sofabordet og erstattet det med et lille kludetæppe for at give det hele et lettere udtryk. Jeg har ikke flyttet rundt på tingene på væggene, men bare ladet dem hænge hvor de hang og det er fint nok. Også selvom der hænger en lille hylde helt umotiveret midt på væggen og stritter. 

Tapetvæggen kommer også mere til sin ret, nu hvor sofaen ikke står og skærmer for det hele. Og så har jeg det mest fantastiske vue fra sofaen nu, med masser af lys og frit udkig ud af begge de store vinduer.

Alt i alt helt klart en forandring til det bedre.



søndag den 28. april 2013

den sidste uges loppefund

Det er virkelig den gode tid vi går i møde. Ikke nok med at dagene er længere, temperaturen stiger og det pipler frem med grønt alle steder, så er den udendørs loppesæson også for alvor skudt i gang. Uhh, hvor er det bare en lækker tid. Se bare her, hvad jeg har gaflet mig med hjem fra bagagerumsmarkedet på Ingerslev Boulevard de sidste par søndage. Udover godterne her fik jeg også en ordentlig posefuld tøj, men det røg i vaskemaskinen, inden jeg fandt mit gamle ramponerede kamera frem.

Det gule overskab er jeg simpelthen så glad for at have fået fingrene i. Skøn fin farve og så kan jeg rigtig godt lide formen og størrelsen og den åbne del mellem de to skabsdele. Som det er nu skal det faktisk bare i kælderen, men til efteråret skal jeg i gang med en større makeover/omforandring af indretningen herhjemme, så der skal jeg helt sikkert nok få fundet det rigtige sted til det. 

Tasken er møglækker. Strikvestene ligeså. Og så synes jeg det der sart blå "ophængsværk" er lidt sjovt. Det er indersiden af en gammel køleskabslåge og den sarte pastelblå farve var simpelthen fin, at jeg ikke kunne lade det ligge. 

Så alt i alt en forrygende sæsonstart på lopperne. Og det bedste af det hele er jo, at det kun lige er begyndt..


lørdag den 27. april 2013

min pinlige teenagesvaghed - studenterbrød

Ja, jeg ved det godt. Nu kommer der flere kager. Jeg ved ikke lige, hvad der sker og hvorfor det ender med at blive kage-indlæg, de efterhånden sjældne gange jeg kan svinge mig op til at lave et blogindlæg. 

Men jeg har lavet studenterbrød. Selv. Og hvis ikke dét fortjener et indlæg, så ved jeg da snart ikke hvad..

Det er efterhånden tredje gang jeg prøver og det er virkelig let og hurtigt. Lækkert selvfølgelig også. Og så skal man heller ikke undervurdere fryden over for alvor at kunne svinespise og smovse i mængder, man ikke troede var mulige.

Bon appetit!


onsdag den 17. april 2013

er der andre, der har mistet deres pin it button?

Det er efterhånden virkelig længe siden, jeg har haft brug for min pin it button på computeren (altså den knap fra pinterest, der gør at det er (var?) muligt at pinne, hvad man nu lige faldt over rundt omkring i cyperspace), men nu har jeg så lige prøvet nogle gange og den er helt død og inaktiv.

Hvor der før kom samtlige billeder op fra hele den side man havde åben, sker der nu ingenting overhovedet. Jeg har prøvet at kigge under min pinterest profil og settings for at se, om der skulle stå noget eller være en måde at geninstallere den på, men jeg kan intet finde. 

Er det det samme hos andre eller er det bare hos mig, der er gået et eller andet galt?


søndag den 7. april 2013

førfødselsdag med vimpelkage

Nu skal der jo ikke gå kageblog i den, men vi har holdt førfødselsdag for storesøster idag og der fik jeg lavet en af de der vimpelkager, som florerer på pinterest og som jeg længe har haft lyst til at lave. De giver lige et ekstra festligt boost til en lagkage. 

Desværre var der mandefald i gæsterne pga. sygdom, så der er helt urimeligt meget kage og søde sager tilbage. What's a spineless girl gotta do.. 

mandag den 1. april 2013

kagekone bare fordi..

Her forleden lavede vi en kage. Jeg er ret pjattet med det franske mærke L'epicerie des Bidules og deres lidt twistede, skæve figurer. Af samme grund har jeg klamret mig til et 5-6 år gammelt katalog derfra med billedet af en kagekone, der er stærkt inspireret af en af deres figurer.

Jeg har haft lyst til at prøve at lave en tilsvarende udgave i årevis, men har aldrig lige fået det gjort. Før nu. Og voila, her er hun så. Vores fortolkning af en kagekone med kant. Vi synes, i al beskedenhed, at hun blev både fin og sjov. 

Og så smagte hun helt fint, selvom det jo bare var en bi-ting i denne her sammenhæng..
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...