Viser opslag med etiketten pinterest. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten pinterest. Vis alle opslag

onsdag den 17. april 2013

er der andre, der har mistet deres pin it button?

Det er efterhånden virkelig længe siden, jeg har haft brug for min pin it button på computeren (altså den knap fra pinterest, der gør at det er (var?) muligt at pinne, hvad man nu lige faldt over rundt omkring i cyperspace), men nu har jeg så lige prøvet nogle gange og den er helt død og inaktiv.

Hvor der før kom samtlige billeder op fra hele den side man havde åben, sker der nu ingenting overhovedet. Jeg har prøvet at kigge under min pinterest profil og settings for at se, om der skulle stå noget eller være en måde at geninstallere den på, men jeg kan intet finde. 

Er det det samme hos andre eller er det bare hos mig, der er gået et eller andet galt?


søndag den 13. januar 2013

lav din egen origami lampe

Jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen: Jeg elsker pinterest! Der er jo ingen grænser for, hvad man kan finde af gode tips, inspiration, opksrifter, diys og jeg ved ikke hvad! Således har jeg nu foldet mig en lampeskærm i lyserødt karton og jeg er selv helt vild med den. Pinnen stammer herfra og diy'en er lige her.

Den er på hollandsk, men der er en google translate button, så man kan oversætte og se hvordan, man skal gøre. Jeg syntes, diy'en var en anelse mangelfuld ift. hvordan den skulle "samles", men endte alligevel med at greje den (efter et par kopper kaffe og nogle dybe indåndinger), ved bare at sidde og prøve mig lidt frem og nærstudere billederne af den færdige lampe.

Den er svinebillig at lave; det eneste jeg har købt er tre ark karton á 3,- kroner! Dog er den ikke meget værd, som decideret lyskilde, da den næsten er lukket i bunden og det derfor ikke er meget lys, der trænger ud. Men jeg synes, den er smuk som dekoration, både som den er i dagslys eller som en lyserød svævende "kugle", når det er mørkt. 

Dog er der sandsynligvis et issue mht. brandfare, da den jo dels er lavet af papir og dels er næsten lukket. Indtil videre har jeg bare hængt den i en "gammel" fatning under min hems, for lige at se hvordan den så ud, men når jeg får købt en rigtig fatning og fundet et sted til den, bli'r det med den svageste svage sparepære og et øje på hver finger, indtil jeg finder ud af, hvor varm den bliver.

God fornøjelse, hvis du har lyst til selv at prøve! 

Update: det link jeg henviser til ovenfor virker ikke længere, men jeg har søgt lidt og fundet en tilsvarende diy lige her!


torsdag den 15. december 2011

a pin in the ass

At pinterest er da shit, kan vi vist godt alle blive enige om. Dog oplever jeg lidt irritationsmomenter. Udover, at man lidt for ofte løber ind i deres famøse hiccups, så er min profil også fuldstændig fastlåst ift. followers, pins og recent activity. 

Uanset hvor meget og hvor ivrigt jeg pinner, rører antal pins sig ikke ud af flækken. Det samme gælder followers. Following ændrer sig i takt med at jeg følger nye, så den fungerer fint nok. 

Desuden kan jeg ikke se alle followers/following, men kun de første max. 18, så jeg har ikke mulighed for at gå ind og kigge på, hvem der følger mig og evt. følge tilbage. Møgirriterende.

Har jeg fået oprettet mig en rigtig mandagsprofil eller er det et generelt problem? Er det også noget I andre oplever? Og er der nogen der ligger inde med Den Gyldne Løsning?

onsdag den 14. december 2011

vil du også have silkebløde ladyfingers?

Hvis der skulle sidde andre end mig derude, der her om vinteren døjer med tørre, ru, barkede skurekonenæver, så fortvivl ej længere, for der findes lys for enden af tunnelen! Jo, det passer og løsningen er ikke længere væk end ude i køkkenet.

Man tager 3 dl. sukker, 1,25 dl. olivenolie og 2 spsk. citronsaft og blander det hele godt. Andet er der ikke i opskriften, så har man sin scrub. Når man så vil bruge den, tager man hvad der svarer til en teskefuld og gnider det rigtig godt ind i sine (tørre) hænder omkring et minuts tid og tilsidst skyller man det af med lunkent vand. Voila: Glatte, silkebløde hænder. Det virker omgående! Jeg lavede min i forgårs og har kun brugt den to gange, men alligevel er mine hænder supersoft og lækre. Og de var altså virkelig hærgede og vejrbidte inden. Neglene er også meget glattere og pænere, ja nærmest blanke.

Alt i alt kan jeg kun sige, prøv det, prøv det! Det er et sandt mirakelmiddel.

Opskriften fandt jeg på pinterest og dermed har jeg så også taget Puks udfordring op, med at fremvise noget man har fået inspiration til fra pinterest, omend dette ikke er i den helt kreative ende.

fredag den 7. oktober 2011

pinning like a beast

Okay, jeg var r-i-g-t-ig længe om at se fidusen og fange hvad det der pinterest egentlig gik ud på. Jeg oprettede en profil i foråret (efter at Lis havde lovprist og skamrost det på det groveste), skøjtede lidt omkring derinde, pinnede eet billede og skred så igen uden nogen trang til at vende tilbage. 

Men så her forleden aften sad jeg og kedede mig (og Gud forbyde at man skulle læse en bog eller lave noget nyttigt), så jeg tænkte at det da ku' være man skulle se lidt på det igen. Og pludselig blev jeg ramt af lynet og det var som om tiøren faldt.

Klokken lidt over to måtte jeg ved en kraftanstrengelse trække mig selv op ved hårrødderne og tvinge mig selv i seng. Fuldstændig skeløjet, groggy og pinned som bare fanden. Tak skæbne, det er fedt og aldeles overvældende.  Hvilket slaraffenland! Hvilke muligheder! Hvilket sandt overflødighedshorn af lækre billeder, gode ideer, tips og inspiration. 

Jeg brugte noget der vist minder om hele sidste weekend foran skærmen og har virkelig svært ved at stoppe igen..

Jeg har endnu ikke fuldt overblik over mulighederne og jeg skal også ha' finpudset mine boards og ha' gjort mere i at følge nogle andre, men det må komme.. Lige nu er jeg stadig på det hektiske, overgearede begynderniveau, hvor jeg bare skøjter vildt rundt med tungen ud af munden af bare begejstring.. 

Så hvis du ikke har været forbi endnu, kan jeg kun tilslutte mig Lis', Mics, Benediktes og sikkert mange andres lovord og anbefale at få fyret op under tastaturet og komme i gang med at pinne. Det bli'r ikke meget bedre!

(Ovenfor nogle lækkerier fra min profil. Jeg ved ikke lige, hvorfor de er så grovkornede og uskarpe, om det er mig der gør noget galt eller om det er opløsningen den er gal med.. Men du er velkommen til at se mere her )
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...