lørdag den 30. marts 2013

påskeguf af den ene og den anden slags

I morgen holder vi Den Store Påskefrokost med udveksling af påske-æg og det plejer ikke at skorte på hverken sukker eller farvestoffer. Det kommer det vist heller ikke til i år. Jeg har i hvert fald gjort mit til at holde niveauet, må man sige.. 

Jeg havde egentlig tænkt at i år, ville jeg prøve at lave lækre marcipanæg selv, men som bekendt går det ikke altid, som jeg planlægger og i stedet står den så på lidt blandet påskeguf.

Så kan man jo give den lidt gas med indpakningen i stedet for. Masking tape, dymo, neon - så bliver det vist ikke mere 10'erne-agtigt..

Glædelig påske derude!

onsdag den 27. marts 2013

påskesysler

Vi har alle tre haft påskeferie siden i fredags og hvor er det bare fedt at have god tid, daske rundt og lave lige, hvad man har lyst til. Så, som man kan se her, har vi har fået syslet og klippet noget påskepynt. Egentlig ville jeg have haft rankerne her i et vindue, men der var ikke rigtig nogen der egnede sig, så vi måtte tage køkkendøren i brug istedet.

Og det er skam også ganske fint. Jeg synes selv, det ser rigtig hyggeligt ud og så er det nemt at føje mere til, i takt med at der bliver lavet nyt.

De der farver er på en eller anden måde ved at snige sig ind igen. På et tidspunkt i efteråret trængte jeg jo til ro og rene linier og ryddede ud med grov hånd i køkkenet (her!), men de små bæster sniger sig ind igen og det er ved at gribe om sig, så vi vist efterhånden snart ligner før-billedet igen..

tirsdag den 19. marts 2013

taskemål - et flovt hængeparti

Jeg har lidt røde kinder over lige så stille, at have syltet det lovede indlæg med mål på tasken her. I var flere, der spurgte på mål, fordi I gerne selv ville i gang og jeg lovede kækt, at de ville komme "her en af dagene". Og sådan gik der så knap to måneder. Jeg er vist ikke typen, der både mestrer instagram og at holde liv i en blog.

Lidt dumt, fordi egentlig savner jeg at blogge og også har masser af indlæg i tankerne. Jeg når bare aldrig dertil, hvor jeg synes der er tid i overskud, til også at få det gjort. Nå, men det var den taske der..

Den er meget nem at sy og består af tre dele; hovedstykke, bærestykke og stropper. (Sidstnævnte er ikke med på nederste billede, hvis nogen skulle være i tvivl)

Hovedstykke måler 34 x 57 cm * bærestykke måler 12 x 40 cm * stropper måler 9 x 65 cm

Alle mål er incl. sømrum og der laves to stykker af hvert. Jeg har foer i, så jeg lavede sådan set fire stk. af hver (igen på nær stropperne selvfølgelig) 

Når du har klippet mønsteret, tager du hovedstykke-delen og folder midt på og runder hjørnerne i den ene ende, så den får den buede bund.
Stropperne laves ved at folde stykket på den lange led og sy det sammen ret mod ret. Vend det derpå  rundt, så retten kommer ud ad og pres det gerne, så det bliver pænt og lige.
For at lave læggene foran, plejer jeg at først at finde midten af øverste kant på hovedstykket og så derefter halvere hver halvdel endnu engang og så fifle med læggene, indtil stykket måler de 40 cm, der skal passe med bærestykket, hvor det skal syes på. 

Gør det ved alle fire (to, hvis uden foer) stykker og når det er gjort, lægger man eet forstykke sammen med eet foerstykke, ret mod ret og læg så strop-enderne imellem (ca. 1/3 inde fra hver kant) og sy sammen. Gør det samme med de andre to dele.

Derefter "åbner" man stofdelene og lægger de to dele ovenpå hinanden. Yderdele ret mod ret ovenpå hinanden og foerdele ret mod ret ovenpå hinanden. Sy dem sammen hele vejen rundt, på nær en åbning på 15-20 cm. i bunden af foerdelen. Træk derefter hele tasken igennem åbningen, så forsiden er ud ad. Sy åbningen sammen, prop foerdelen ned i tasken og giv den eventuelt en lille finish-syning hele vejen rundt i kanten øverst. 
Dét var det! 
Den er altså meget nem at sy. Hvis man har lyst, kan man jo også lave en indvendig lomme, pimpe med lidt bånd og fikse detaljer hist og her.

God fornøjelse og spørg endelig, hvis ikke det giver mening. Hey, hvem ved, måske kan jeg oven i købet finde på at svare, he he..
 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...