Viser opslag med etiketten lækker indpakning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten lækker indpakning. Vis alle opslag

lørdag den 30. marts 2013

påskeguf af den ene og den anden slags

I morgen holder vi Den Store Påskefrokost med udveksling af påske-æg og det plejer ikke at skorte på hverken sukker eller farvestoffer. Det kommer det vist heller ikke til i år. Jeg har i hvert fald gjort mit til at holde niveauet, må man sige.. 

Jeg havde egentlig tænkt at i år, ville jeg prøve at lave lækre marcipanæg selv, men som bekendt går det ikke altid, som jeg planlægger og i stedet står den så på lidt blandet påskeguf.

Så kan man jo give den lidt gas med indpakningen i stedet for. Masking tape, dymo, neon - så bliver det vist ikke mere 10'erne-agtigt..

Glædelig påske derude!

lørdag den 22. december 2012

lykkens pamjulefis

Prøv lige at se her, hvad jeg har vundet i en give away hos frk. mus! Ikke mindre end otte møglækre småpakker. De er SÅ fine, masser af lækre små detaljer overalt og et overflødighedshorn af bånd og fine vedhæng.

Tusind tak, Gitte! Jeg er glad og ovenud begejstret og de rammer lige nøjagtig, hvor de skal i mit indpakningshjerte! Jeg gemmer dem til juleaften og vil nyde, at det til en afveksling er mig, der skal sidde i en gaveregn uden lige og pakke op og pakke op og pakke op..

Endnu engang tak!

fredag den 21. december 2012

min nye bedste ven

Uha, hvor er jeg glad for min nye 250 meters rulle neon pink matline gavebånd! Jeg kan næsten ikke få nok og har lyst til at omvikle alt inden for min rækkevidde.. Slurp, hvor er den bare skøn!

lørdag den 18. august 2012

red, white and blue - i love you

Jeg holder noget forsinket fødselsdag imorgen og står derfor i mit 100 grader varme køkken og bager som et lille bæst og er egentlig helt begravet i fondant, karamelliserede brownies og andre lækkerier. Men så var det så at jeg kom til at nærkigge på de forskellige emballager. Udover at de er ualmindeligt yndige og kønne at kigge på, tegnede der sig også en fin rød, hvid og blå tråd som helt, helt tilfældigt svinger skidegodt til min nye buket med rød/hvide kuglegeorginer hentet ude på landet tidligere idag. Jo jo, så det..

Nå, jeg må i gang igen. Sådan en lagkage lægger jo ikke sig selv sammen.

mandag den 10. oktober 2011

gaveræs (eller gavepapir in action)

Med det ufattelige lager af gavepapir, bånd, snor og andet gejl huset her ligger inde med, er der ingen undskyldning for at give en grimt indpakket gave. Og jeg synes, det er helt vildt hyggeligt at sidde og sysle med det og kræse lidt om indpakningen, så det ikke kun er indholdet der er fokus på..

onsdag den 3. august 2011

åh, hvilken velsignet ro

Storesøster er på sommerlejr med sfo'en, så lillesøster og mig er på tomandshånd hele ugen. Dejligt. Efter at have gået op og ned af hinanden fra morgen til aften i 5-6 lange regnvåde uger nu, var et afbræk og lidt variation stærkt tiltrængt. 

Ingen grimme catfights, ingen enerverende  skænderier og råben og skrigen, ingen ævlen og kævlen over ligegyldige detaljer, ingen slåskampe om hvem der skal sidde hvor, have det første stykke kage, dække bord, ha' børstet tænder først og så videre og så videre og så videre. Bare fred og ro. Jeg n-y-d-e-r det. Mens lillesøster ironisk nok k-e-d-e-r sig og åbenbart savner en at skændes med. 

Vi har lige sendt en lille hilsen af sted til hende. Bare en pakke fodboldkort og nogle viskelædere. Den fik hele armen med kuverten og jeg havde helt glemt, hvor sjovt og fedt jeg synes, det er at give den gas på kuvertfronten.  

Førhen skrev og modtog jeg masser af rigtige breve og det var fedt både at modtage og afsende en kuvert, der var pimpet godt og grundigt op. Men det var jo førhen. I de virkelig gamle dage, inden internettet og mobiltelefonen var opfundet og hvor man skrev papirbreve, hvis man ville hinanden noget. Eller ringede. Men det gjorde man sjældent, fordi det var så rockerdyrt, når nu dem man skulle snakke med, sad i den anden ende af verden..

fredag den 24. juni 2011

et eller andet kan de da

Man kan mene, hvad man vil om discountkæden Aldi, men de har edderbankme den pæneste mornay sauce jeg nogensinde har set..

(Og ja, jeg vil købe hvadsomhelst, bare det er tilstrækkeligt lækkert emballeret)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...