Viser opslag med etiketten dygtige døtre. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten dygtige døtre. Vis alle opslag

lørdag den 4. august 2012

jeg tager gerne æren

Jeg havde fødselsdag igår. Altså igår. Den dag hvor vejret vendte, sommeren kom igen og solen pludselig strålede fra en så godt som skyfri himmel. Nu ved I hvorfor. Hæ.

Nå, men bortset fra at jeg hader at blive ældre, så er der nu også gode ting ved sådan en fødselsdag. Som fx. at vågne klokken 06.17 ved at blenderen i køkkenet går i gang og man ti minutter senere får serveret morgenmad på sengen af en pavestolt lillesøster iført sit stiveste puds -den 100% syntetisk hæslighed af en tyrolerkjole hun ikke kunne leve uden at få med hjem fra alperne- bærende på en bakke med ostetoast, verdens tyndeste smoothie og de tre gaver, som hun selv egenhændigt var ude at købe forleden og sidenhen helt selv pakkede ind og næsten ikke har kunnet vente med at fortælle mig hvad indeholdt. Og jeg blev skisme glad for både klistermærker, ballonfisk, vækkeur, slikferskner og kagekrymmel gjorde jeg.. Det samme med henkogningsglasset, viskelæderet og klistermærkerne fra storesøster.

Eller når man vælter sig i lækre gaver fra ens søster. Som Madame Mo billedet, som jeg er fuldstændig syg med og kan sidde savlende og falde i staver over, fordi det er så fedt. Og den lækre, hjemmehæklede halsklud i fine farver og moringa body butteren, der dufter så hemskt godt og den store fine mintgrønne vase, som jeg glæder mig til at fylde med nogle fine grene meget snart..

Og så lader det oveni købet til at vejret fortsætter. Jeg er allerede smurt ind i solcreme fra top til tå og har planer om at tilbringe dagen i haven. Yes, endelig!

mandag den 16. januar 2012

vi krymper

Pigerne har været i gang med krympeplast og som så mange andre, kan vi konstatere at det er et fantastisk materiale med ufattelige muligheder. Dog fandt vi ud af at ALT træder tydeligt frem, når først det er krympet. Også de der små gnidrede, udviskede aftryk af fedtfingre, som vi ellers troede var vasket af..

Lillesøster har lavet panda vedhæng til halskæder og runde brocher. Storesøster har lavet kanin- og spøgelsesvedhæng til øreringe og halskæder og nogle tags til skoletasken. 

Jeg havde nok at gøre med at klippe og få ind og ud af ovn, lægge i pres osv. så jeg har endnu ikke selv lavet noget endnu, men glæder mig til at prøve det..

tirsdag den 4. oktober 2011

så kan hun lære det

Mon ikke der er én, der nu har fundet ud af, at moren faktisk har en god pointe, når hun siger at det kan være en god idé at tage lidt sikkerhedsudstyr på, når man skal ud at stå på waveboard..!? Ellers kan det være det kommer her i løbet af de næste par uger, når først det begynder at klø og krible under gipsen.. 

(Og nej, det er ikke begyndende koldbrand i fingrene. Hun er så også sådan en, der synes at det er megahyl at sidde og overmale sin hånd med tusch, når man keder sig. Argh altså, den unge!)

søndag den 28. august 2011

this is me

Sådan ser jeg ud. I hvert fald på lillesøsters nærmest Rina Dahlerupske portræt af mig. Med kavalergang, pandaøjne og hele svineriet. Og bemærk venligst at det altså er mysterious smokey-eyes og  ikke sorte rander! Det er ikke sorte rander, blev der sagt!

torsdag den 23. juni 2011

nååårhh...

Har fået den fineste gave af lillesøster,  der vist er gået bersærkergang i playmaiz'ene i sfo'en. Jeg fik kortet og anden. Den skrækindjagende drage med det lidt fårede udtryk ville hun gerne selv beholde. Men indtil videre lever hun fint med, at den har fået hæderspladsen i stuen og det passer mig glimrende..

mandag den 6. juni 2011

så'n kan man jo selvfølgelig også vælge at se på det..

Mit arbejdsbord flyder med skabeloner og skitser af kvindekampstegnet fra den seneste tids fiflen og syslen. Det lader til at storesøster har ladet sig inspirere igår, da hun sad og tegnede derinde. I hvert fald har jeg lige fundet tegningen her med hendes fortolkning af tegnet. Og tankevækkende er det jo, at den knyttede, kampklare næve er udskiftet med et varmt og dunkende kærlighedshjerte. Tja, what can I say. Den slags skal der vel trods alt også være plads til. Hæ.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...