Viser opslag med etiketten berlin. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten berlin. Vis alle opslag

tirsdag den 16. august 2011

et par berlintips og lidt fund

Jeg er stødt på masser af Berlin guides rundt omkring på forskellige blogs sommeren igennem, så kommer kun lige her med et par ekstra tips, som jeg ikke har set nævnt andre steder.

De fleste stofinteresserede Berlinfarere kender vist Frau Tulpe på Veteranenstr. i Berlin og det er jo også en ganske fin biks. Men denne gang gjorde jeg mig en ny opdagelse, som har et mindst lige så stort udvalg: Frieda Hain på Gärtnerstr. 10 i Friedrichshain. Butikken er pakket med lækre stoffer, bånd, knapper og alskens sygrej.
Jeg fandt selv de her fine Petit Pan stoffer og nogle skønne knapper.

Kan man ikke få stoffer nok, kan Me & My Mum på Marienburgerstr.  i Prenzlauer Berg også anbefales. Det er egentlig en børnetøjsbutik, men de har også et par reoler med fine stoffer. 

I Friedricshain ligger også et gigantisk slaraffenland af en second hand geschæft. Fire etager med ufattelige mængder af retro- og vintagetøj. Synes, at priserne var lidt pebrede, men der var altså også mange gode sager imellem. Stedet hedder Humana og ligger på pladsen ved U-bahn stoppet Frankfurter Tor.

Jeg fik selv fingre i de her sager. Et par DDR gammelkonekitler, der liiige skal ha' fjernet ærmer, ha syet lidt facon og spiffes op med nye knapper og lidt detaljer hist og her. Og en fin lang kjole i noget libertylignende (kunst-!) stof. 

Ellers kan Goltzstr. i Schöneberg også anbefales. Der er mange små second hand butikker, en kæmpe hobbybutik og en lille hyggelig kaffebar/genbrugsbutik, der hedder Sorgenfrei.

Nå ja, og så var vi jo på loppemarked i Mauer Park. Det blev en lidt fesen omgang i år. Alt for mange mennesker, småregn og et intermezzo med en psykisk syg mand, der startede med at pådutte min ældste datter interesse i nogle gamle lp-plader, derpå stak en tilfældig forbipasserende en lammer ledsaget af et hysterisk "homozexual" (udtalt med den skønneste og tykkeste tyske accent) for så til sidst at skrige "your mother iz fazelifted" efter os, da jeg gennede pigerne fremad, mens jeg  selv forventede at blive ramt af et håndkantsslag og/eller smølfespark i nakken. Det kom ikke og vi så ikke mere til ham, men dét sammen med alle menneskene og vejret, gjorde at vi ikke rigtig gad mere. Men jeg nåede da at få et par fine brune ting med derfra
 Her er vi så vistnok ovre i noget spinlon (!) og tanken var egentlig at lave den om til en nederdel, men kan godt være jeg ender med bare at beholde den som kjole. Og så et lille hjemmesyet net. Med pletter, der viste sig desværre ikke at gå af i vask..

mandag den 15. august 2011

derfor elsker jeg berlin

* fordi man kan opleve sådan en broget forsamling som dem på billedet her i skøn, umage forening. En ung grungeagtig, cool musikerfyr, en yngre pige, der egentlig mere ligner en, der bor i forstæderne og arbejder i Schlecker og tilsidst et toptunet, sejt og solbrunt energibundt af en ældre mand på min. 65 år. Der spillede musik sammen, vistnok mest kopinumre, hvor nummeret She's a model med Kraftwerk, tog de største kegler og hittede bigtime. Så meget at man da godt lige kunne nappe den én gang til lidt længere henne i sættet. Og hvad man desværre ikke kan se på billedet var, at musikken mestendels blev frembragt ved at ham den veltrænede ældre herre stod og boksede på de der små brune lædertingester med sine muskuløse, hårdtslående næver og at lædertingesterne var en slags elektroniske trommer. Groooovy.

* fordi (og det lyder hippieagtigt) at folk ikke kører noget (så meget?) facadefis og ikke er så coole eller koncentrerede om at se godt ud, at man ikke ved, hvor man har dem. Og heller ikke er for fine eller coole til at smile og være venlige eller spise en is, selvom de måske er dækkede med killer-tatoveringer over hele kroppen. Og heller ikke sidder fast i nogle snævre rammer for hvordan man gør og ikke gør, når man ser ud på en bestemt måde. Som fx. den lille flok kronragede, tatoverede tyrenakker, der lignede rockere med deres motherfuckerskæg og bikerbriller og som også var i Mauer park den dag og se førnævnte lille orkester. Uden skyggen af hårdkogt facade eller bad-ass attitude, men med masser af højt humør, muntre tilråb og hjertelig latter.

* fordi folk ligner røv og nøgler. Og det gør de. Med deres biosandaler og deres midthalvfemser posebukser og deres uindfattede briller og deres  slidte forvaskede t-shirts og deres manglende makeup. For det første giver det en herlig, afslappet stemning og for det andet er det en skøn mulighed for at blende in, når man nu selv ligner noget katten har slæbt ind.

* fordi man kan se graffiti som "kapitalismus tötet"

* fordi man kan rende ind i Blixa Bargeld i den lokale papirhandel

* fordi man kan opleve nogen få et møgfald på åben gade, fordi de har købt sig en ordentlig motherfucker af en fladskærm. Rart at der stadig findes mennesker i verden, hvis mål i livet ikke er hele tiden at stræbe efter noget der er større, fladere, hurtigere og nyere

* fordi man kan høre folk bruge ordet sozialismus uden at det virker latterligt eller at nogen fniser overbærende

* fordi det er helt okay at nappe sig en kølig med vennerne på legepladsen, mens børnene leger og hygger sig

* fordi der er liv, leben, cafeer, kaffebarer, spisesteder og butikker overalt. 

Og nu er vi så hjemme igen. I provins og efterår til halsen og hverdag og arbejde lige rundt om hjørnet. Jävla.

lørdag den 6. august 2011

så blev det min tur

Ligesom Gud og hver mand skal vi også til Berlin på sommerferie. Vi tager toget lørdag morgen og jeg glæder mig! Det er fjerde år i træk at vi er afsted og det bliver der ikke lavet om på. Nogensinde. 

Vi bor i Prenzlauer Berg, lige midt på Kastanieallee i en fin hjørnelejlighed med superview over området og (lidt af) byen. Jeg elsker det område og nogle gange er det ikke meget vi kommer omkring ellers. Gider ikke fare rundt fra den ene turistattraktion til den anden, men er mere til bare at daske omkring, nyde storbylivet og gå på opdagelse stille og roligt. Byen er pakket med grønne områder og legepladser, så det er altid let at finde et sted hvor pigerne kan få leget igennem og så plejer jeg at smide mig på en bænk med en bog, indtil de er klar til lidt mere. 

Søndag er klart ugens bedste dag. Den ligger i et  rimeligt stramt program, der lyder noget i retningen af morgenmad-loppemarked-frokost-legeplads-loppemarked-kaffe/kage/is-legeplads-loppemarked-legeplads-aftensmad-legeplads. Loppemarkeder, lækker mad i stride strømme og afslapning. Altsammen lige rundt om hjørnet fra hvor vi bor. Så kan man virkelig ikke forlange mere.  

Tschüss!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...